Færre tror på vækst i Nordjylland
Foto: Jesper Lange (Arkiv)
Knap hver tredje virksomhed i Nordjylland tror på øget omsætning. Det er færre end for et halvt år siden, mens forventningerne til antallet af nye medarbejdere og investeringer er nogenlunde det samme.
Tal fra Dansk Erhvervs nye konjunkturmåling viser, at 32 procent af de nordjyske virksomheder forventer øget omsætning i det kommende år. Det er 14 procent færre end for et halvt år siden og væsentligt lavere end, hvad virksomhederne i resten af landet forventer.
- De nordjyske virksomheder har en sund og realistisk forventning til deres omsætning. Så der er grund til bekymring over, at færre end tidligere tror på vækst. Det viser, at der lang vej før opsvinget har bidt sig fast, og at dansk økonomi fortsat er præget af lav vækst, siger Per Thye Rasmussen, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Til gengæld er de nordjyske virksomheder relativt optimistiske, når der skal spås om det kommende års beskæftigelse. Hver fjerde virksomhed regner med at ansætte flere, mens 62 procent forventer at blive på samme niveau.
- Ligesom i landets øvrige regioner er krisen gået hårdt ud over beskæftigelsen i Region Nordjylland. De nordjyske virksomheder har oplevet en nedgang i beskæftigelsen siden 2009 og er derfor tilbageholdene med at ansætte for hurtigt. Nogle har også af frygt for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden sat turbo på automatiseringen. Derfor er det positivt, at en fjerdel trods alt tror på en vækst i beskæftigelsen i det kommende år, siger Per Thye Rasmussen.