Er det noget for dig? Nu kan du bestille hjemmelavet mad fra naboen
Foto: Camilla Rønde, Ritzau/Scanpix
Tre iværksættere har lanceret en ny app, hvor man kan bestille ”hjemmelavet take-away” fra private.
Er du vild med hjemmelavet mad, men orker sjældent at lave det selv, så kan du nu bestille maden via den nye app Bite.
Konceptet er simpelt. Når sulten melder sig, åbner man app’en, bestiller den ønskede mad, betaler og afhenter det. Maden er lavet af en bruger, som formentlig er vild med at kokkerere, har lavet en ekstra portion og sat den til salg på appen.
App'en blev lanceret i november af Jonas Sabel og de to brødre Mikkel Cortnum og Jonas Cortnum.
- Vi kalder det hjemmelavet take-away. Vi vil gerne ændre danskernes syn på, hvad take-away er. Det kan ligeså godt være fra Louise lidt længere nede ad vejen, der har lavet boller i karry, siger Jonas Cortnum.
Ønskescenariet er nye fællesskaber
Udover at ændre danskernes syn på, hvad take-away er, vil iværksætterne skabe nye fællesskaber.
I app'en kan man som sælger nemlig klikke af, at "køber er velkommen til at spise med".
- På den måde håber vi på, at folk har lyst til at udvide deres netværk. Vores ønskescenarie er, at man ved hjælp af app'en kan lære forskellige mennesker fra sin by bedre at kende, fortæller Jonas Cortnum.
Målgruppen for appen er primært unge studerende, hvor tid og økonomi er en mangelvare, og samtidig til de personer der har masser af lyst, tid og overskud til at lave eksta mad.
Men håbet er også, at ældre vil få glæde af måltiderne på appen.
- Vi ser mange muligheder i Bite. Eksempelvis på ældreområdet, hvor de ældre nu får adgang til et hjemmelavet
måltid i stedet for de triste færdigfabrikerede måltider, der tilbydes i dag, siger iværksætterne.
Kan ikke garantere for hygiejnen
Hjemmelavet mad lyder umiddelbart lækkert, men det store spørgsmål er, om man kan være sikker på, at private madlavere har en ordentlig hygiejne, når de kaster sig ud i en omgang hjemmelavet boller i karry.
- Det kan vi ikke garantere, men det handler først og fremmest om gensidig tillid, ligesom når man køber en ting på Den Blå Avis i dag, siger Jonas Cortnum.
Vores ønskescenarie er, at man ved hjælp af app'en kan lære forskellige mennesker fra sin by bedre at kende
Jonas Cortnum, iværksætter
De tre iværksættere vil dog inden længe tilføje en række redskaber i app'en, der skal øge forbrugerens tryghed.
- For det første vil vi om to-tre måneder kunne give madlaveren en karakter. Det vil sige, at hvis nogen har en dårlig oplevelse et sted, vil de kunne give vedkommende en dårlig karakter, og så kan andre se, at de ikke skal vælge mad derfra, siger han og fortsætter:
- For det andet vil man på sigt kunne se, om man har nogle fælles venner på Facebook. Det kan også skabe en tryghedsfølelse.
Bite vil samtidig kommunikere ud på deres hjemmeside og til deres følgere på de sociale medier, hvordan man sikrer sig en god køkkenhygiejne.
Sådan sælger eller køber du mad på appen
Er du madlaver?
- Opret et måltid
- Afvent sultne madspisere
- Overlever dit måltid
Er du madspiser?
- Find et måltid
- Reserver dit ønskede antal portioner
- Afhent dit måltid