Eniig fusionerer med stort energiselskab
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Det er landets andet- og tredjestørste energiselskab, der går sammen under det nye navn Norlys.
Det nord- og midtjyske energiselskab Eniig er på vej til at fusionere med energiselskabet SE. SE, som står for Syd Energi, har hovedsæde i Esbjerg, men forsyner også husstande i Nordjylland.
Fusionen, der sker ligeværdigt mellem de to selskaber, kommer til at ske under navnet Norlys a.m.b.a.
- Både inden for vores andelshaveraktiviteter og vores kommercielle aktiviteter opnår vi sammen den investeringskraft, der skal til for at sikre øget digitalisering og styrke grøn omstilling i Danmark, siger Jens Erik Platz, der er bestyrelsesformand i SE.
Bestyrelsesformand i den anden fusionspart, Eniig, Jan Skytte Pedersen supplerer.
- En fusion af vores selskaber vil give os en markant markedsposition inden for både energi- og teleområdet. Vores skala, lønsomhed og konkurrencekraft bliver øget, og med det kan vi sikre konkurrencedygtige priser på produkter og services. Det er der behov for, ikke mindst i en telesektor, som er præget af markant konkurrence og hurtig udvikling. Ved fusionen skaber vi et signifikant modspil til de øvrige aktører på markedet, siger han.
Godkendes fusionen, vil Niels Duedahl fra SE blive administrerende direktør i det nye Norlys. Martin Romvig fra Eniig bliver viceadministrerende direktør.
Den nye energigigant vil få hovedsæde i Silkeborg, mens Aalborg bliver center for kommerciel energihandel, Esbjerg for elforsyningen samt Aarhus og Sønderborg for teleaktiviteter.
Beslutningen om, hvorvidt de to andelsselskaber skal fusionere, bliver truffet af selskabernes repræsentantskaber på ekstraordinære møder den 5. november, herefter skal konkurrencemyndighederne behandle anmodningen om fusion.
Efter fusionen vil Norlys have 709.000 andelshavere samt mere end en million tv- og internetkunder.