Enhedslisten opstiller kun én nordjyde til næste valg
Foto: Kim Christiansen
Enhedslisten holder i denne weekend årsmøde. I den forbindelse vedtager de deres kandidatliste til næste gang, der skal afholdes folketingsvalg.
Korsgadehallen på Nørrebro i København er i disse dage vært for Enhedslistens årsmøde. Et stort punkt på dagsordenen for mødet er at udvælge kandidaterne til næste gang, der skal afholdes folketingsvalg.
- Enhedslisten skiller sig ud på den måde, at det er årsmødet, der beslutter, hvilken kreds den enkelte kandidat får. Og eftersom man med meget stor sikkerhed kan sige, hvilke kredse der giver valg for Enhedslisten, så er det reelt årsmødet, der bestemmer, hvem der bliver valgt til Folketinget for partiet. Således blev det de facto i dag besluttet, hvem der skal sidde i Folketinget for Enhedslisten efter næste valg, fortæller TV2s politiske analytiker Thomas Funding Therkildsen, der er med på mødet.
På mødet har Enhedslisten fundet de to kandidater, der skal opstilles i Nordjyllands storkreds. Og ud af de to er det kun den ene, der er fra Nordjylland.
Det er 49-årige Peder Hvelplund fra Hjørring, som er uddannet pædagog. Første gang Peder stillede op til folketinget var i 1990. Siden har Peder stillet op til folketinget otte gange - uden held. I foråret 2016 lykkedes det midlertidigt for Peter Hvelplund, da han trådte til som barselsvikar for Stine Brix. Det vikariat sluttede i 28. februar i år, da Stine Brix vendte tilbage. I sin korte tid i folketinget besad Peder Hvelplund posterne som socialordfører og psykiatriordfører.
Den anden kandidat, der bliver opstillet i Nordjyllands Storkreds er Anne Hegelund, der kommer fra Aarhus.