En mio. kr. til Nordjylland
Friluftslivet i Nordjylland får nu tildelt 1 million kroner. Pengene kommer fra Tips- og Lottomidler.
Nu kan friluftsaktiviteter i Hobro Østerskov, nyt friluftsliv ved Mariager Saltcenter og mobilguide til naturoplevelser i Himmerland blive til virkelighed med støtte fra Friluftsrådet.
Projekterne er tre ud af i alt 18 projekter i Nordjylland, der får glæde af Tips- og Lottomidler til Friluftslivet.
De tre projekter er:
Hobro Østerskov i Mariagerfjord kommune har taget initiativ til at kortlægge, hvordan kommunale skove bedst genoprettes, forvaltes, bruges og formidles for at opnå en god balance mellem benyttelse og beskyttelse. Resultaterne skal nu afprøves i praksis med Hobro Østerskov som forsøgsområde. Der opføres et madpakkehus, borde/bænke, kasser med udstyr til naturundersøgelser, multtoilet, ophalerbro, rutemarkering, kort og foldere til formidling af natur og friluftsmuligheder. Projektet involverer både kommunen, staten og lokale foreninger. Der er ydet et tilskud på 100.000 kr.
Mariager Saltcenter ønsker at give besøgende i området bedre rammer for friluftsaktivitet til vands og på land. I forbindelse med en træterrasse, der anlægges på pæle i havnebassinet ved Saltcentret, etableres en anløbs- og badebro. Broen anlægges med flydepontoner, så den kommer helt ned til vandfladen og kan bruges af kano- og kajakfolk, badende m.fl. Stisystemerne omkring Saltcentret forbedres og gøres mere indbydende med informationsstandere mv. Der vil være udlån af fiskestænger ol. til brug fra broen. Mariager Saltcenter har fået 126.200 kr. i tilskud til det spændende projekt.
Mobilguide Himmerland er et netværk af informationsportaler som vil gøre det nemmere og mere inspirerende for alle at opleve og bruge Himmerlands natur- og friluftsfaciliteter. Gratis trådløst internet og infostandere vil gøre det muligt at tage den mobile information om natur, kulturhistorie, aktiviteter, oplevelsesmuligheder m.m. med sig ud i skoven og landskabet. Formidlingen vil være skræddersyet til de enkelte lokaliteter og områder. Rold Skov Natur- og Kulturcenter står bag det nyskabende projekt i et tæt samarbejde med områdets øvrige natur-, kultur- og kommunale aktører. Der er givet 54.500 kr. i tilskud til etableringen af 10 info-knudepunkter.