Egholmfærgen femdobler passagerertallet i juli
Foto: Michael Andersen / TV2 Nord
Alle var iført mundbind på færgen mellem Egholm og Aalborg tidligere i dag.
På grund af regeringens sommerpakke har flere færgeruter i Nordjylland oplevet en stigning i antallet af passagerer i juli måned. Egholmfærgen topper med en femdobling.
For at give økonomien et skub valgte regeringen tidligere på året at lave en såkaldt sommerpakke, der blandt andet indebar gratis rejser med danske indenrigsfærger. Alle 53 danske indenrigsruter valgte at tilslutte sig sommerpakken, og dermed har det været muligt for færgeselskaberne at tilbyde gratis transport for passagerer. Staten har efterfølgende dækket færgeselskabernes manglende billetindtægter.
På landsplan har man oplevet en stigning i antallet af passagerer på 47,8 procent. Transportminister Benny Engelbrecht oplyser i en pressemeddelelse, at han er meget tilfreds med resultatet.
- Lad mig sige det, som det er: Det har været en overvældende stor succes. Næsten en million passagerer har gået eller cyklet ombord på vores færger uden beregning. De har oplevet nye dele og egne af Danmark – måske endda for første gang – og de har dermed også støttet et trængt kultur- og erhvervsliv på øerne. Jeg er stolt over, at vi med dette initiativ har gjort det muligt at skabe nye ferieminder for så mange mennesker, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.
Gode nordjyske passagerertal
Nordjylland er ingen undtagelse, når det kommer til en stigning i antallet af passagerer. På toppen af listen ligger Egholmfærgen. Her har man oplevet mere end en femdobling. I juli 2019 sejlede 8.100 passagerer med færgen, mens 41.924 tog turen i juli 2020.
Læsøfærgen har også oplevet en stigning i antallet af passagerer. Færgen havde i juli 2019 17.271 passagerer, mens 39.048 passagerer sejlede over i 2020, hvilket er mere end en fordobling. Direktør for Læsøfærgen, Lars Rieks, er meget tilfreds med passagerertallene og håber, det kommer til at gentage sig.
- Vi håber, at nogle af de her cyklende og gående får smag og får lyst til at komme igen. Den vigtigste pointe er, at der kommer nogle og lægger penge, men forhåbentlig vil de komme på en længere tur, siger Lars Rieks.
Blandede passagerertal blandt andre nordjyske færgeruter
Flere af de andre færgeruter i Nordjylland har ligesom Egholmfærgen oplevet en stigning i antallet af passagerer i juli 2020.
Livøfærgens passagerertal steg fra 5.460 til 8.608.
Kun Hals-Egense Færgen har oplevet et fald i antallet af passagerer. 44.763 passagerer rejste med færgen i 2019, og færgen oplevede et fald på cirka 7 procent, da passagerertallet i juli 2020 var 41.482.
Stadig muligt at rejse gratis til Egholm
På grund af den store succes med besøgende til Egholm valgte færgeselskabet at forlænge den gratis rejseperiode i hele august.