Efter korsbåndsskade: Jeg glæder mig til at kunne hoppe rundt
Tusindvis af nordjyske børn og unge dyrker hver eneste dag idræt. Men rigtig mange får hvert år en korsbåndsskade, og for en ung atlet betyder en korsbåndsskader mange måneder uden sport.
Hvert år får over 2500 danskere en korsbåndsskade. For unge atleter kan en korsbåndsskade betyde, at man må holde en pause fra sport i et års tid, og det kan være svært.
Korsbåndsskader rammer oftest piger, der for eksempel spiller håndbold eller fodbold, og i det fleste tilfælde opstår skaden i et solouheld. Det skete for 17-årige Mira Bech fra Frederikshavn i januar, da hun spillede en håndboldkamp og landede forkert på knæet efter et hopskud.
For Mira Bech har håndbold altid været en stort del af hendes liv, og hun startede med at spille, da hun var fire år. Efter folkeskolen startede hun på en sportsefterskole, hvor hun kunne spiller masser af håndbold. Skaden skete da Mira gik på efterskole, og den betød også, at hun gik glip af noget af det sociale på skolen.
- Det eneste vi lavede, var sport. Vi spillede også fodbold, badminton og svømning, og når det ikke var sportsgrene, så var det noget andet aktivt. Så skulle vi ud at løbe eller ud at cykle en lang tur, og det kunne jeg ikke være med til. Så jeg sad nogle gange tilbage på skolen og lavede ikke så meget, sammen med to andre der også var skadet, som jeg så kunne være sammen med, siger Mira
Korsbåndsskaden har betydet, at Mira har måtte lægge håndbolden på hylden i 12-15 måneder. Hun blev opereret i marts, og har siden da været i gang med genoptræningen. To gange om ugen genoptræner Mira ved en fysioterapeut, og resten af dagene laver hun øvelser derhjemme eller i motionscentret.
Så småt er Mira begyndt at kunne træne en lille smule sammen med sit håndboldhold igen, og det glæder hende, at hun igen kan være en del af sammenholdet.
Den unge håndboldpige er glad for at kunne mærke fremgang, men hun glæder sig til, at skaden ikke længere fylder så meget i hendes hoved.
- Jeg glæder mig til ikke at skulle tænke på det mere. Fordi i hverdagen der tænker jeg kun på det. Hvis jeg går ned ad en trappe, og jeg træder lidt forkert, så tænker jeg over om der skete noget. Jeg tænker hele tiden på mit knæ, så jeg glæder mig bare til det tidspunkt, hvor jeg ikke skal tænke på det mere, og hvor jeg bare kan hoppe rundt, som jeg plejede før skade, siger Mira.