Drama i Klitmøller: Fiskekutter truer World Cup
En fiskekutter er stødt på grund ud for Klitmøller i nat, og det truer ugens World Cup. Ifølge de seneste meldinger bliver kutteren bjerget mandag aften.
En mindre fiskekutter er stødt på grund ud for stranden ved Klitmøller lige der, hvor verdens 32 bedste bølgevindsurfere i eftermiddag tager hul på årets World Cup i Cold Hawaii. Kutteren stødte på grund i løbet af i nat og ligger cirka 50 meter fra stranden.
- Det svarer til, at man placerer en fiskekutter midt på Aalborg Stadion og spiller videre, siger Ole Wejse Svarrer, der er pressechef ved World Cuppen i Klitmøller til TV2/Nord.
Fiskekutteren ligger nemlig på det sted, hvor bundforholdene er bedst for surferne i Klitmøller. Det er endnu uvist, om fiskekutteren bliver fjernet og derfor er surferne indtil videre tvunget til at surfe udenom den grundstødte kutter.
Men det er endnu uklart, om konkurrencen kommer i gang som planlagt senere på dagen.
- Jeg tror, at vi kan gennemføre konkurrencen, men det er da irriterende for surferne at skulle sejle rundt om en grundstødt kutter. Om ikke andet så husker man 2014- udgaven af World Cup i Cold Hawaii for året, hvor surferne skulle navigere uden om en fiskekutter, siger Event Manager for KIA Cold Hawaii World Cup, Robert Sand.
Alarmen gik kl 04.10 til Kystredningstjeneste i Hanstholm, der sendte en redningsbåd i vandet og bjærgede besætningen fra kutteren. Redningstjenesten var i tæt dialog med Søværnets Operative Kommando, hvoraf ordren lød, at skibet af miljømæssige og juridiske årsager ikke måtte bjærges væk i nat. Det er angiveligt op til ejeren og hans forsikringsselskab, hvornår det sker. Kutteren var angiveligt på vej fra Hanstholm mod syd, da det af ukendte årsager stødte på grund.