Disse biler er de mest populære hos nordjyske bilkøbere
Foto: Mick Knive Anderson
Der er godt gang i bilsalget i Nordjylland. Specielt elbilerne hitter.
Der er kommet flere biler på vejene i det nordjyske i den seneste periode. I hvert fald er antallet af biler steget.
Siden årsskiftet har nordjyderne købt 11.241 af slagsen. Det svarer til 19,1 procent flere købte biler end i samme periode sidste år. Det viser tal fra De Danske Bilimportører.
- Vi er blevet meget positivt overraskede og forventer et godt resultat. Bilsalget i Region Nordjylland har været særdeles godt i løbet af året, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.
Top 5: Personbiler
Mest populære personbiler i oktober 2023:
Tesla Model Y: 77
Ford Kuga: 55
Citroën C3: 47
Opel Corsa: 45
Skoda Enyaq iV: 41
(Baseret på nyregistreringer i Region Nordjylland)
Kilde: Bilstatistik.dk
Flest Ford-køb
Nogle bilmærker er mere populære end andre hos nordjyderne. Det amerikanske bilmærke Ford er nemlig det mærke, som flest nordjyder køber, når bilen skal udskiftes.
De to næstmest populære bilmærker er Skoda og Tesla.
Hvis man kigger på de enkelte biler, så er Tesla Model Y den mest solgte personbil i Nordjylland for oktober. Der blev solgt 77 styks, mens Ford Kuga og Citroën C3 er at finde på de næste placeringer.
Og de mange salg af Tesla er et resultat af en stigende tendens. Der er nemlig solgt 112 procent flere elbiler i det nordjyske i årets første ti måneder sammenlignet samme periode sidste år.
I oktober blev der samlet indregistreret 447 elbiler i Nordjylland. Til sammenligning blev der i samme måned sidste år indregistreret 173. Der er dermed tale om en stigning på 158 procent, hvilket er den største stigning på landsplan blandt regionerne.
- Der er høj fart på Region Nordjyllands elbilsalg, der ligger over landsgennemsnittet. Det stiller krav til udbredelsen af ladeinfrastruktur, siger Mads Rørvig.