Debat: - Super med gaderæs under ordnede forhold
Foto: Jesper Lange
De sidste forberedelser til streetrace i Nørresundby er i gang.
En ny bane til gaderæs bliver fredag aften indviet i Nørresundby. Det har givet anledning til debat på TV2/Nords Facebook-profil, hvor de fleste er positivt stemte over for initiativet.
Der bliver fredag aften kørt motorløb på offentlig vej i Nørresundby. På en 201 meter lang bane kan speederen trædes i bund. Banen på Kystvejen i Nørresundby er lavet for at forsøge at komme ulovlige gaderæs til livs.
Fredag har der været gang i debatten på TV2/Nords Facebook-profil, for er det en god idé at give folk med masser af benzin i blodet lov til at ræse løs?
- Synes det er super. Så kan det være, de offentlige veje kan blive mere rolige. Håber det bliver holdt dertil, selvom det er en livsfarlig aktivitet, skriver Pia Vedel.
Andre Facebook-brugere er også positivt stemte over for tiltaget, som er sat i værk af Aalborg Kommune og Racadays.dk, men tvivler på, at banen i Nørresundby løser problemet med ulovlige gaderæs.
- Fint initiativ, men jeg tror ikke det hjælper på problemet i byerne på andre veje, tvært imod. Har snakket med tre, som kørte de andre steder, hvor de har holdt til førhen, de vil under ingen omstændigheder køre på Kystvejen. Det er jo ikke sjovt, når der er opsyn og det er lovligt, skriver Lucas Ricard Lund.
Nogle brugere på Facebook er utilfredse med, at man på sin vis legaliserer gaseræs, fordi folk længe har kørt ulovlige løb på offentlig vej.
- Utroligt at noget, som er ulovligt, bare sådan kan blive lovligt, fordi nogle unger med for meget tid skaber sig. Ville svare til, at man gjorde våben tilladt for at fjerne våbensmugleri. Lidt en skrue uden ende. Spændende at se, hvad det næste nu bliver, som "nogen" forlanger at få, selvom det er ulovligt. Pinligt, Aalborg Kommune, skriver Dan Ahm Nørgaard.
Hvad mener du? Deltag i debatten her.