Cykler 228 kilometer på job: Folketingsmedlem nupper jernhesten - for sjov
På mandag den første maj starter Cyklistforbundets kampagne vi cykler til arbejde. Allerede her en uge inden tog socialdemokratiets nordjyske transportordfører den kampagne meget bogstaveligt, da han startede jernhesten i Aalborg for at cykle på job på Christiansborg.
Som transportordfører har Socialdemokratiets Rasmus Prehn taget Cyklistforbundets kampagne meget bogstaveligt.
Politikeren fra Høje-Tåstrup har nemlig kastet sig ud i at cykle på job til Christiansborg. Fra sin nuværende bopæl, Aalborg.
TV2 Nords cyklende Aalborg-redaktion var med på de første kilometer mandag morgen, hvor regnen silede ned.
- Jeg holder humøret højt, og så er der heldigvis noget, der hedder regntøj, og så tager vi den derfra, lød det fra Rasmus Prehn.
Folketingsmedlemmet har 228 kilometer til arbejde. I første omgang cykler han 140 kilometer til Aarhus og tager en tur med færgen. Derefter det sidste stykke fra Vig i Odsherred.
Og så endelig til Christiansborg.
- Ingen skal cykle så langt
Rasmus Prehn (S) har før fløjet en del på arbejde som minister, og han skal dog heller ikke til at cykle hver dag.
- Det er også for at signalere det her med, vi cykler til arbejde. Det er klart, der er jo ingen, der kommer til at cykle så langt, som vi gør i dag til og fra arbejde, men nu får vi slået et slag for, at man kan.
Når vi har slukket kameraet, kan vi så være sikre på, at du kører videre?
- Helt sikkert, ellers skal jeg være den første til at indrømme det. Man kunne jo være uheldig, at der skete noget med cyklen eller et eller andet.
Cyklistforbundet sætter hele maj fokus på at cykle til arbejde. Ifølge forbundet, så virker en cykeltur som en lykkepille, og brug af benmuskler forbedrer hukommelsen og forebygger depression.
- Forskningen viser jo, at bare en halv times cyklen om dagen reducerer mange af de store livsstilsygdomme med 45 procent, så det er jo voldsomt mange gevinster.
Ved Grønlandstorv sagde TV2 Nords cyklende redaktion farvel til Rasmus Prehn. Han får senere på turen følgeskab af sin partikollega Malthe Larsen, der også er medlem af Folketingets transportudvalg.