Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Covid-19 fundet på måge fra Frederikshavn

Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Forskere har fundet covid-19 på fødderne af en måge. Nu undersøges det, om det kan være forklaringen på smittespredningen på minkfarmene.

Hvad er forklaringen på, at coronasmitten føres rundt til minkfarmene?

Måske er mågerne alligevel involveret.

Anne Sofie Vedsted Hammer er lektor og dyrlæge på institut for veterinærhusdyrvidenskab på Københavns Universitet.

Det er hende, der har været med til at påvise covid-19 på en måges fod. En måge fra Frederikshavn.

- I forbindelse med udredningsarbejdet har vi kigget på mange forskellige muligheder, der kan hjælpe med at forklare, at virus flytter fra farm til farm. Vi har taget prøver fra mulige vektorer, der måske kunne flytte virus. Og en af de ting, vi har undersøgt, er måger, siger Anne Sofie Vedsted Hammer til TV 2.

I de specifikke forsøg er der undersøgt måger fra 'Frederikshavn-området'.

- Der har vi taget prøver fra mågen og påvist SARS-cov 2-virus på en mågefod.

Anne Sofie Vedsted Hammer er lektor og dyrlæge på institut for veterinærhusdyrvidenskab på Københavns Universitet. Foto: TV2

Mågen var ikke inficeret

Alle test tyder på, at mågen ikke har været inficeret med virussen.

- Men det giver årsag til tanker om, om måger kan fungere som en vektor - altså noget, der kan bære virus fra farm til farm, siger lektor og dyrlæge på institut for veterinærhusdyrvidenskab på Københavns Universitet, Anne Sofie Vedsted Hammer.

Nærmere undersøgelser skal vise, hvordan det konkret kan have foregået.

- Det er selvfølgelig ikke nok, at der er virus på foden af en måge. For det første kan vi ikke engang vide, om det er infektivt - det vil sige, om det er levende eller aktivt nok til at kunne inficere andre, siger hun og fortsætter:

- Og vi har heller ikke etableret præcist, hvordan virus kan komme fra mågens fod og hen til minkene. Det er ikke nok, at der er virus på mågens fod. Det skal også komme i nærheden af nogle mink, der kan blive inficeret.

Taget på minkfarme skal undersøges

Måger er generelt synlige på minkfarme, hvilket også flere gange har henledt forskeres, myndigheders og minkavlernes opmærksomhed på de bevingede skrighalse.

Men uden at kunne påvise covid-19.

- Vi undersøger flere måger for at se, om det her er et engangstilfælde. Der bliver også taget miljøprøver på tagene, hvor mågerne sidder, for at se om for eksempel regnvand kan skylle virus ned i nærheden af minkene, eller om vi kan påvise et smittelink mellem mågerne og minkene. Men vi kan sige med sikkerhed, at mågerne kan komme fra farm til farm.

Hvor hurtigt vil I kunne komme frem til konklusion?

- Det kan jeg ikke svare på, men jeg kan sige, der er rigtig, rigtig stor fokus på at afklare de her smitteveje. Der er ikke nogen, der tror, det her er den eneste måde, det smitter på. Hvis vi kigger på de første farme, er der ingen tvivl om, at smitte fra mennesker, der kommer til farmene, også betyder noget. Og der kan være andre måder også.

Professor: - Det vil overraske, hvis måger er den primære smittekilde

Lars Erik Larsen, professor i virusinfektion af dyr ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab tror stadig, at den primære smittevej til minkene kommer fra mennesker.

- Det vil være overraskende, hvis mågerne er den primære årsag til smittespredningen, siger han.

Ud fra en ’common sense’ virker det, ifølge Lars Erik Larsen, usandsynligt at mågefødder kan medbringe nok virus til at give smitten videre.

Mågen vil i sådan et tilfælde skulle lande i virus ved den ene farm og så medbringe nok virus hele vejen hen til den næste farm til at den skal kunne smitte den farm passivt. Altså ikke via luft eller dråber – men ved kontaktflader.

- Vi skal ikke være udelukkende, men at de har fået det på sig, og så flyver over på en ny minkfarm og give det til en mink virker usandsynligt, siger Lars Erik Larsen til TV2 Nord.

Han peger på, at de metoder, der bruges til at teste for covid-19 er meget følsomme, så selv en lille mængde virus vil give udslag.

- Men man bliver nødt til at være åben for at kigge mere ind til det og teste flere måger.

Det øger dog sandsynligheden, at mågerne er meget modtagelige overfor smitte.

 

Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Breaking

Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: René Ryom

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:


Hold på hat og vanter: Det bliver hamrende koldt i dag

Foto: Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Arkivfoto

Hvis du ikke allerede har fundet vinterjakken og halstørklædet frem, så er fredag morgen en rigtig god anledning til det.

For selvom solen kommer til at stå højt på himlen her i starten af dagen, så er får Nordjylland 'varmt kakao-vejr' udenfor.

- Der er temperaturer helt ned til minus otte grader med sne og isglatteveje rundt om i Nordjylland, lyder det fra Andreas Nyholm, meterolog og vært på TV 2 Vejret.

Se hele vejrudsigten her:

En bidende kold dag

Selvom det dog bliver en anelse varmere op ad dagen, så bliver vi altså omkring frysepunktet, og der kan komme sne flere steder efterhånden som vi når eftermiddagstimerne.

- Ud på aftenen vil der dog komme en opklaring, men også en tiltagende vind, fortæller Andreas nyholm.

Går du derfor glip af den varme kakao her til morgen, så er der stadig rig mulighed for at hygge med det i aften, hvor temperaturen igen går et godt stykke i minus.

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område? Spørg Solvej Vindblæs!

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Skal der bygges nyt i Birkelse? Lokalplan er sendt til høring

Arkivfoto

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune forsøger med den nye plan at anlægge to nye byggegrunde.

Tranumvej, Gl. Landevej og Bindeleddet i Birkelse. Imellem de tre velkendte veje i Birkelse ligger lokalplanområdet, der nu skal erstattes af den nye plan.

- Formålet er at opdatere plangrundlaget i området og give mulighed for nye byggegrunde ved Skolevangen, skriver Kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Kommunalbestyrelsen, Jammerbugt Kommune

Der er angiveligt taget hensyn til, at områdets karakteristika bevares - og nu skal den altså så til høring i de næste otte uger.

Har du en holdning til den nye lokalplan? Du kan afgive dit høringssvar på kommunens hjemmeside.