Chieftains i Skagen med det store udtræk
Foto: PR Foto: NXT Green Energy
Det er lykkes Skagen Festival at lokke The Chieftains til årets festival.
Den berømte irske folkemusikgruppe går på scenen på Skagen Festival med udvidet besætning: Sækkepiber og irske dansere.
De har prøvet næsten alt, de fire medlemmer af den legendariske irske folkemusikgruppe The Chieftains.
Men søndag aften lægger gruppen nye alen til sin i forvejen imponerende vækst når der lukkes og slukkes for jubilæumsfestivalen på den traditionsrige scene i Badmintonhallen søndag aften.
Udover de fire musikere Paddy Moloney på uillean pipes, Sean Kean på viloin, Kevin Coneff på bodrán og Matt Moloy på fløjte befolkes scenen nemlig af en gruppe sækkepibespillere fra Canada, som assisterer the Chieftains i flere numre.
Derudover kommer yderligere en gruppe dansere på scenen for at fremføre nogle traditionelle irske set-up-dances til Chieftains musik.
- Det kan ikke undgå at blive et værdigt punktum for festivalen, siger Peer Løgsted Andersen fra festivalens musikudvalg og fortsætter:
- Ikke alene kan vi byde på et af verdens bedste, om ikke DET bedste, band indenfor den traditionelle irske folkemusik, men oven i hatten får publikum altså både flot dans og masser af sækkepibemusikanter på scenen.
Det er første gang, Chieftains spiller i Skagen. Gruppen har længe stået på festivalens ønskeseddel, men i år, hvor Skagen Festival runder de 40 år, lykkedes det at få gruppen på programmet.