Campingsæsonen er begyndt: - Vi kan godt få et rekordår
I denne weekend er campingsæsonen blevet skudt i gang, og meget tyder på, at det kan blive en historisk god sæson for campingpladserne. Coronapandemien har nemlig fået flere danskere til at planlægge ferie indenfor landets grænser, og det kan godt mærkes i Dokkedal, hvor forventningerne til sæsonen er rekordhøje.
John Christensen fra Aalborg er tilbage i sit rette element - på campingpladsen.
-Jamen jeg nyder det i fulde drag. Det må jeg ærligt tilstå.
Han er blandt andet afsted sammen med Jan Madsen fra Hobro. De to erfarne campister, får i år formentlig selskab af en hel del mindre rutinerede campister, da mange planlægger at holde ferie i Danmark på grund af coronapandemien.
- Mit råd er: bare spring ud i det, for jeg tror, de vil blive glade for det. Jeg har selv rejst verden tynd på charterferie, men det er jeg stoppet med. Nu kan jeg godt nøjes med campinglivet.
Kan blive rekordår
På Dokkedalcampingplads har de allerede travlt på sæsonens første rigtige åbningsdag
- Telefonen den bimler og bamler. Vi lejer pladser ud hver dag, og turisterne de melder også til hver dag, siger Joachim Jørgensen, indehaver af Dokkedal Camping.
På trods af delvis nedlukning sidste forår oplevede campingpladsen alligevel en fremgang på 8 procent og det giver store forventninger til den kommende sæson
- Vi kan godt få et rekordår, og det håber jeg da også på, men lad os nu se om solen skinner og hvordan danskerne opfører sig.
Påskevejret viser sig endnu ikke fra sin bedste side, så indtil videre er det de mere hårdføre og rutinerede campister, der har trodset regnen. En af de campister er Jeanette Clement Kristensen fra Tostrup.
- Jamen det er bare fedt at vi kan være ude. Efter man har fået børn så er det bare genialt.
Joachim Jørgensen tror på, at han også næste år kan få gæsterne til at komme tilbage, selvom at de til den tid har mulighed for at bytte Dokkedal ud med de Canariske øer
- Hvis de har fået en god oplevelse på camping i Danmark, og forhåbentlig også på Dokkedal camping, så kommer de også igen næste år.
Tilbage i forteltet kender de to garvede campister godt til faldgruberne hvis man er ny i campinglivet
- Jamen det er nok den helt store udfordring, hvis man ikke har slået sådan et telt op første gang. Så kan der godt blive uvenskaber i sådan et ægteskab, det kan jeg godt love jer for, siger John Christensen.
Både John Christensen og Jan Madsen er dog altid klar med en hjælpende hånd.
- Men det er jo skægt at sidde at se folk. Når der kommer nye og de så har brugt en time på at sætte deres telt op, så går man så over og spørger om de vil have lidt hjælp, og så er de glade, siger Jan Madsen.
Dansk Camping Union har op til denne sæson fået 1500 nye medlemmer. Den høje stigning fik medarbejderne til at tro, at der var tale om en fejl i IT-systemet, men den skulle vise sig at være god nok.