Børn skal lære at give hjertemassage
Foto: Daniel Mikkelsen
Til flere arrangementer i Nordjylland har børn og voksne genoplivet dukker til Hjertestarterdag.
- Hugo trækker ikke vejret.
Heldigvis er Hugo en forsøgsdukke. Han har ligget til rådighed hele søndagen i Fårup Sommerland, så de besøgende kan lære at give hjertemassage.
I Danmark er vi egentlig ret gode til at yde førstehjælp.
- Vi er faktisk de bedste i Europa. På 10 år har vi tredoblet vores overlevelseschance, fortæller Majken Dam Frederiksen, hun er anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital.
I hele landet og flere steder i Nordjylland har der været afholdt arrangementer i forbindelse med Hjertestarterdagen, som Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står for.
Femårig fik hjertestop
I Fårup Sommerland ved de godt, hvor vigtig førstehjælp og det at have en hjertestarter er. I juli fik en 5-årig pige hjertestop, da hun kom ud af rutsjebanen Orkanen.
- Det var meget uhyggeligt. Man tænker bare, at man er nødt til at gøre et eller andet. Det er det vigtigste, siger Lasse Kristensen, som var operatør på forlystelsen og den første til at tilkalde hjælp.
Heldigvis overlevede pigen og Lasse Kristensen er glad for, at han kunne førstehjælp, da det virkelig gik galt.
- Det er meget vigtigt, at vi er nogle, der kan det her i samfundet. Og hvorfor ikke os alle sammen?
Vigtigt, at børn lærer førstehjælp
Flere besøgende børn i Fårup Sommerland trykker og puster for at få liv i Hugo. Og selvom det kan være svært for børn, så er det vigtigt, at de lærer det.
- Selvom de ikke har kræfter til at lave hjertemassage fuldstændig rigtigt endnu, så har de måske lært lidt, og når de er store nok, så er det naturligt for dem at træde til, siger Majken Dam Frederiksen.
I Nordjylland er der 1.680 hjertestartere. Majken Dam Frederiksen har en lille bøn til, at de bliver mere synlige.
- Problemet er at man ikke kan finde dem. Skiltningen er forkert, og de hænger ofte inde bag en låst dør, siger Majken Dam Frederiksen.
På hjertestarter.dk kan man se, hvor der er en hjertestarter. Ud af de 1.680 i Nordjylland er 819 døgnåbne.