Bøderegn: Nordjyder i hobetal bliver taget i at køre med mobilen i hånden
Mørketallet er stort, men der er næsten udstedt 8.000 bøder de seneste fire år i Nordjylland.
Kør bil, når du kører bil, lyder et kendt slogan.
Det er bare ikke alle, der følger netop dette gode råd, når de bevæger sig ud på vejene i det nordjyske.
Og det er især mobiltelefonen, der tager trafikanternes opmærksomhed.
- Mobiltelefonen er en af de slemme distraktorer, når man for eksempel kører bil, og det er noget, politiet ser meget alvorligt på, fortæller politikommissær ved Nordjyllands Politi Claus Kjær Pedersen.
Og det skaber alt for mange farlige situationer i trafikken.
- Der er et kæmpe mørketal, og derfor har vi ikke statistik på det, men nogle gange, når der har været et færdselsuheld, observerer vi, at der har været en tændt mobiltelefon, men det er de færreste, der indrømmer, at det er årsagen, lyder det fra Claus Kjær Pedersen.
Ifølge politikommissæren bevæger bilen sig 14 meter i sekundet ved en fart på 50 kilometer i timen, og derfor vil bilen bevæge sig 15 meter ved ét sekunds uopmærksomhed.
- Bilen flytter sig altså rigtig langt, og så når man ikke at se, hvad der er foran, konstateret politikommissæren.
Ved 80 kilometer i timen flytter bilen sig 22 meter i sekundet, imens det ved 110 kilometer i timen er 30 meter i sekundet.
Så mange bliver taget
Ifølge Vejdirektoratet er uopmærksomhed en faktor i seks ud af 10 dødsulykker, og TV2 Nord har søgt aktindsigt i tal hos Nordjyllands Politi for at se, hvor stort problemet er i Nordjylland.
Tallene viser, at der i perioden 2020-2023 var 7.630 afgørelser vedrørende færdselslovens paragraf 55 a - færdsel - håndholdt mobil.
- Alle politifolk har jo fokus på det, når de kører ud fra stationen. Så, hvis der er nogen, der sidder med håndholdt mobiltelefon og benytter den på den ene eller anden måde, så skrider vi ind over for det, fortæller politikommissær Claus Kjær Pedersen.
- Det er ganske let for os at udskrive en bøde. Det kan vi gøre via mobiltelefonen, så det tager to minutter, og der er derfor ingen grund til ikke at standse dem.
BRUG AF HÅNDHOLDT MOBIL KØRSEL
AFGØRELSER VEDR. FÆRDSELSLOVENS § 55 a:
2020: 2.451
2021: 2397
2022: 1.590
2023: 1.192
I alt: 7.630
Kilde: Nordjyllands Politi
Løbende de sidste fire år er antallet af bøder givet for netop denne forseelse faldet, og det har politikommissæren flere forklaringer på.
- Det kan være fordi, at der er kommet højere straffe.
I 2019 kom der nye regler, hvorfor straffen for at benytte mobiltelefonen under kørsel udløser en bøde på 1.500 kroner, et klip i kørekortet og 500 kroner til offerfonden.
- Folk er blevet mere opmærksomme, og måske, det kan vi håbe, er folk blevet fornuftigere i forhold til at bruge håndholdte mobiltelefoner, lyder Claus Kjær Pedersens bud på, hvorfor antallet af bøder er faldet.