Biograffilm for blinde til Nordjylland
I januar måned kan blinde nordjyder opleve Thomas Vinterbergs " En mand kommer hjem" i biografen. Forvirret? Forklaringen kommer her:
"En mand kommer hjem" er som den første danske biograffilm produceret med synstolkning - et særligt lydspor for blinde og stærkt svagsynede.
Da der i oktobermåned var danmarkspremiere på den synstolkede version af "En mand kommer hjem", blev pladserne revet væk af blinde og stærkt svagsynede på få dage. Nu gentager Dansk Blindesamfund succesen og sender filmen på turné, så synshandicappede og andre interesserede i hele landet får mulighed for at se Danmarks første film med synstolkning.
Synstolkning er et system, hvor biografgæsten får udleveret et sæt høretelefoner inden filmvisningen. Der er indtalt et særligt lydspor på filmen, hvor en stemme forklarer, hvad der visuelt sker på lærredet. Det er dette lydspor, som biografgæsten kan høre i høretelefonerne - helt uden at genere dem, der sidder ved siden af.
De enkelte visninger er arrangeret af Dansk Blindesamfunds lokale kredse i tæt samarbejde med de respektive biografer. Synoptik er hovedsponsor på turneen. Synoptik arbejder med synet hver dag og vil som hovedsponsor på turneen gerne være med til at give synshandicappede denne mulighed for en filmoplevelse.
Filmvisningerne er åbne for alle interesserede, der køber en billet til normal biografpris.
Turnéen rammer BioCity i Aalborg den 26. januar, og Bio Mord i Nykøbing Mors den 27. januar.