Bank beder om børspause efter konkursrygte
Foto: TV2/Nord
Al handel med aktier i Fjordbank Mors er sat i bero efter rygter om en forestående konkurs.
Fjordbank Mors tager nu konsekvensen af de verserende konkursrygter i markedet.
Banken har anmodet fondsbørsen i København om at standse handlen med bankens aktier og obligationer. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet.
- Baggrunden for anmodning er rygter i markedet om, at banken er nødlidende og vil blive afviklet i weekenden, oplyser Fjordbank Mors.
Københavns Fondsbørs har derfor sat al handel med bankens aktier i bero.
Senere fredag vil banken udsende en meddelelse, hvor der vil blive orienteret om udviklingen.
Fjordbank Mors-aktien falder fredag middag knap 24 procent.
Torsdag kom det frem i Dagbladet Børsen, at 19 danske banker og sparekasser er så pressede økonomisk, at både kunder og investorer bør holde et særdeles vågent øje med dem.
Fem af bankerne, Sparekassen Farsø, Basisbank, Max Bank, Aarhus Lokalbank og Fjordbank Mors, klarer sig endda dårligere end eksempelvis krakkede banker som EBH Bank, Roskilde Bank og Amagerbanken gjorde i årene op til deres sammenbrud.
Værst ser det ud for Fjordbank Mors, som ligger lavest i analysen med et risikoindeks på 572.
Til sammenligning havde de fire krakkede banker, Løkken Sparekasse, EBH Bank, Roskilde Bank og Gudme Raaschou Bank, et gennemsnitligt risikoindeks i 2006 på 506,3.
Fjordbank Mors, som er en fusion mellem Morsø Bank og Morsø Sparekasse, kom ud af 2010 med en nettounderskud på 127,3 millioner kroner.
Banken er et større lokalt pengeinstitut med hovedsæde i Nykøbing Mors. Ud over afdelingerne i Nykøbing, har banken filial på Mors og på Fur, i Durup, Glyngøre, Roslev, Thisted, Struer og Aarhus.