Av min tand: Unge skipper tandlægen
Rigtig mange unge dropper det regelmæssige tandlægebesøg. Men det er ikke altid helt uden konsekvenser, og her skal vi møde Tien Ziegler, der ikke har været ved tandlæge i 8 år.
TV2 Nord var med da 30-årige Tine Ziegler satte sig til rette i tandlægestolen for første gang I otte et halvt år. Men hun er langtfra den eneste, der dropper tandeftersynet. Hver tredje unge går ikke til tandlæge regelmæssigt, og det er ikke altid helt uden konsekvenser.
Tine ziegler har i årevis undgået tandlægestolen - men nu er det slut. Hun skal til tandeftersyn for første gang, siden hun var 21 år. Det er nu otte et halvt år siden.
- Det er lidt spændende at se, hvad de finder. Jeg er da lidt nervøs. Det kan man ikke helt undgå at være, siger Tine Ziegler.
Og generelt går der længe mellem de unges besøg i tandlægestolen. Hver tredje unge mellem 16-24 år går ikke til tandlæge regelmæssigt. Det viser en undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed står bag. De definerer regelmæssigt som et årligt besøg hos tandlægen.
- Jeg har ikke været af sted i to et halvt år. Jeg fik min sidste tid, da jeg var under atten, og så har jeg ikke været af sted siden, siger Tobias Kjæhr.
- Jeg kan simpelthen ikke huske det. Det er nok to år siden. Jeg er tilflytter fra Silkeborg og går på femte semester nu, så det er.. Jeg kan simpelthen ikke huske det, lyder det fra Daniel Jensen.
Uden et tandeftersyn får karius og baktus nogle gange frit spil i flere år, for det kan være svært selv at opdage begyndende huller og andre ting, der kan være galt i munden. Skippper man tandlægebesøget kan det derfor få konsekvenser, lyder det fra lektor på tandlægeskolen i Aarhus Irene Dige.
- Man kan få huller i tænderne, som kan kræve store fyldninger. Fyldninger holder ikke evigt. Der er større risiko for, at tænderne skal rodbehandles. De kan knække, og næste fase er jo så, at man mister en tand, siger Irene Dige.
Hvis der opstår problemer i munden, og man ikke går til tandlæge, kan det gå hen og koste flere tusinde kroner. Alligevel skal der meget til for at lokke de unge i tandlægestolen.
- Det skal gøre ondt før jeg kommer afsted., siger Tobias Kjæhr.
Det er dog ikke en særlig god strategi, lyder det fra Irene Dige.
- Hvis man venter indtil det gør ondt, er det jo for sent.
Spørgsmålet er så, om det er for sent for 30 årige Tine Ziegler. Ved sit tandlægebesøg fik hun taget en røntgen, og konklusionen var klar:
- Hun har jo fået nogle huller, som er lidt dybe, og som skal laves. De kunne have været undgået, hvis vi havde taget billeder lidt tidligere, siger tandlæge Lise Christensen fra Aabybro Tandlægerne.
Tine Ziegler havde 3 mellemrumshuller og 13 begyndende huller. Hun fik derfor grundig instruktion i, hvordan man bruger tandtråd, så hun foråhbentlgit kan komme de mange begyndende huller til livs.
- Det var ikke så slemt, som jeg havde regnet med, siger Tine Ziegler.
Men selvom besøget ved tandlægen ikke afslørede så store problemer, som Tine havde frygtet, kommer der ikke til at gå otte et halvt år, før hendes næste besøg.
- Jeg har allerede fået min næste tid og skal herind i november.