Anette blogger om bøger: - Det læser jeg i min sommerferie
Foto: Privatfoto
Anette Leonora Andersen laver litteraturformidling på sin Instragram-profil @anetteslitteratursalon.
Bøger om havet, erotisk litteratur og 'pixibøger' for voksne er noget af det, bogblogger Anette Leonora Andersen læser og anbefaler til sommermånederne.
Sommer er for mange lig med tid til at slappe af - og ikke mindst læse. Det gælder også bogblogger og forfatter Anette Leonora Andersen.
Hvad betyder læsning for dig?
- Det betyder alt for mig og min livskvalitet. Litteraturen fylder i min ”kostpyramide” – den er åndelig næring. Jeg lærer mig selv bedre at kende gennem det at læse, og jeg lærer om andre mennesker og om andre kulturer.
Glæden ved at læse bøger er en livslang kærlighed, der aldrig falmer
Anette Leonora Andersen
For den Aalborg-baserede bogblogger handler det at læse om at blive klogere på sig selv og samfundet.
- Suzanne Brøgger spørger i sit essay "Dannelsens utopi", som jeg også anbefaler som sommerlæsning, hvordan man bliver den, man er. Og hun svarer selv: ”Ved at læse litteratur, studere verdenshistorien og overgive sig selv til kærlighed og fællesskab”, forklarer Anette Leonora Andersen, og fortsætter:
- Jeg kunne ikke være mere enig. Hun skriver også, at litteraturen afspejler en længsel efter at forstå sig selv og sin samtid, og at litteraturen kan hjælpe med dette, fordi den fungerer som erfaringsbearbejdning.
Medierne bugner med anbefalinger til læsning i sommerskyggen, bibliotekerne ekspederer den ene bestilling efter den anden, og bogbutikkerne langer læsestof over disken. Og for bogbloggeren, der også selv er forfatter, er sommer og læsning noget særligt sammen.
- At pakke en rejsetaske med god litteratur er forbundet med den største glæde – forventningens glæde. Der er visse ting, vi forbinder med sommer, lyder det fra Anette.
- Nyplukkede jordbær, ærter, rosévin, sol, hav, sand mellem tæerne, solcreme, forelskelser, bilferier, festivaller, camping, grillmad, familieidyl og ja selve sommerferien.
Læser andre steder
Ting og emner, som hun godt kan lide at læse om, når nætterne er lange og lyse, fortæller hun.
- Jeg læser som regel noget, jeg er optaget af tematisk, men jeg svælger også i kærlighed og erotik, og sjove romaner med karakterer, der ikke tager sig selv alt for højtideligt og med en god portion humor.
Også novelle- og digtsamlinger fremhæver Anette Leonora Andersen som foretrukken sommerlæsning, fordi "de er hurtigt læste" og dermed giver hende følelsen af at have tid til at læse i ferien.
Uanset om turen går sydpå til hvide sandstrande eller over i parken på et picnictæppe, mener Anette Leonora Andersen, at det betyder noget, hvor vi læser.
- Noget helt særligt ved at læse om sommeren er, at vi ofte læser andre steder, end vi plejer. Måske læser vi mere, mens vi opholder os i naturen – i parker, i skove, ved havet eller vi læser rundt omkring på cafeer, på hoteller og i campingvognen.
Alle, der har haft en særlig læseoplevelse, kan huske hvor de har haft den
Anette Leonora Andersen
- Martin Glaz Serup har skrevet en fænomenal god bog, der netop hedder 'Læsesteder'. Hans pointe er, at læsningen sætter sig i kroppen og forbinder den med stedet i erindringen. Bogen er en undersøgelse af forholdet mellem litteraturens stemme og stedets betydning. Det er litteraturkritik, poetik og rejsefortælling i én og samme bog, forklarer Anette, som anbefaler bogen.
Om Anette
- Anette Leonora Andersen (f. 1968), er uddannet cand. pæd. og har en stor forkærlighed for dansk litteratur, såvel ny som klassisk, som hun blandt andet anmelder og omtaler på sin blog og Instagramprofil @anetteslitteratursalon.
- Derudover er hun forfatter til “Læseglæde & Læsefællesskaber”, der udkommer i marts 2022. En bog der netop har fokus på læseglæde, hvad læsning kan betyde for dig, og hvordan du kan komme i gang med at læse, udfordre og udvikle din læsning.
Anettes maritime sommer
Denne sommer står for Anette Leonora Andersen på litteratur, der kredser om havet, både og og fiskeri. Og det er der en helt særlig årsag til.
- Jeg har forelsket mig i en mand, hvor det er elementer, der fylder meget i hans liv. Det vil jeg gerne blive klogere på, og her kan litteraturen hjælpe mig med alle dens fortællinger, fortæller hun, og forklarer, at læselisten indeholder både nye udgivelser og gammel klassisk litteratur.
Hun genlæser 'Bådens navn' af Kim Fupz Aakeson.
- Jeg har nok læst den fire gange nu, fordi den både er virkelig sjov og virkelig hjerteskærende. En bog, hun også anbefaler.
Af den endnu ældre litteratur bladrer Anette også i 'Den gamle mand og havet' af Ernest Hemingway.
- Den bare er smuk og minimalistisk i sin handling om den gamle fisker og livet på havet, forklarer hun.
- Derudover er jeg også i gang med 'Havbrevene', hvor brevskriverne er henholdsvis det gamle Atlanterhav og det yngre Middelhav. Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet den fineste lille bog med følsomme breve krydret med smukke illustrationer.
En anden bog med maritimt tema på listen er 'Havet under os' af Amity Gaige.
- Det er en roman, der handler om et ægtepar, der kæmper med hver deres udfordringer, og som beslutter sig for at købe en båd og tage ud på en længere sejlads.
- Den sidste bog jeg læser er 'Den fuldkomne fisker' af Izaak Walton og Charles Cotton. Det er en klassiker for lystfiskere, og man skal nok være en smule forelsket i både en lystfisker og i litteratur for at kaste sig over denne bog. 'The Complete Angler', som er originaltitlen, udkom første gang i 1653 i England og blev helt fra begyndelsen en stor succes, fortæller bogbloggeren.
Bogen rummer de smukkeste beskrivelser af, hvordan der fiskes, men også helt vidunderlige samtaler mellem de, som fisker
Anette Leonora Andersen
Anbefalinger
Foruden at formidle litteratur på Instagram, er Anette Leonora Andersen cand.pæd og forfatter til bogen 'Læseglæde & Læsefællesskaber', der udkom i foråret. En bog der netop har fokus på læseglæde, og hvordan man kommer i gang med at læse, udfordre og udvikle sin læsning.
Har du sommerlæsetips?
- Jeg synes, alle børnefamilier skal læse Nikolaj Zeuthens 'Sommerferiedigte' der handler om en familie med mor, far og tre børn, der krydser Danmark i bil. Med et digt for hver dag i sommerferiens seks uger tegner Nikolaj Zeuthen et portræt af typisk dansk sommer, men også et familieportræt, lyder det fra Anette Leonora Andersen, der lover, at læseren i høj grad kommer til at trække på smilebåndet undervejs.
Jeg tror, vi alle sammen kender det med drømmen om den perfekte idylliske ferie, men hvor billedet krakelerer ind i mellem
Anette Leonora Andersen
Derudover lyder forfatterens anbefalinger på små noveller og essays fra forlaget Novellix, der er læsning i lommeformat - eller 'pixibøger for voksne', som de selv skriver.
- Jeg har netop læst den udgave, Novellix har lavet i samarbejde med magasinet Atlas og i den fine æske gemmer der sig fire små tekster.
Det drejer sig om Suzanne Brøggers 'Dannelsens utopi, Kristian Bang Foss’ 'Nervøsitet i nulfejlskulturen', Christina Hagens 'Sorg og fryd' og Theis Ørntofts 'Dagene i paradis er ovre'.
Læsning og lyst
Foruden de hurtiglæste tekster, anbefaler Anette Leonora Andersen også litteratur af mere hed karakter.
- Når sommeren er varm, og der er amoriner i luften, er erotisk litteratur jo altid dejligt at læse, hvis det vel og mærke er i høj kvalitet, og det er Anaîs Nins erotiske noveller Venusdeltaet' og 'De små fugle'.
Det er sanselige noveller pakket ind i lyserødt
Anette Leonora Andersen
Selvom ferie rimer på "tid til bøger" for mange, mener Anette Leonora Andersen også, det er vigtigt at holde pauser og undgå "læsestress".
- Jeg tror, at langt de fleste af os betragter sommeren og sommerferien som en periode, hvor vi pludselig får mere tid forærende. Mange pakker store bogstakke, fordi det er skønt at have noget forskelligt at vælge imellem.
- Ferien er en kærkommen pause fra hverdagens krav og forventninger, og apropos pause, så hørte jeg tidligere på sommeren et spændende foredrag om pausens betydning. Det handlede om, hvor meget vi optimerer vores gøren og laden i hverdagen.
Anette Leonora Andersen understreger, at det er vigtigt for læseglæden, at det skal være lystfyldt, når man læser - og ikke et præstationskrav, man stiller sig selv.
- Det betyder ikke, at vi ikke kan pakke store bogstakke, men det kan være en god idé at tænke over, hvilke bøger der kommes i stakken. At der både er noget letlæst og noget med tyngde. At der er noget, der får os til at tænke og reflektere og noget, der kan få os til at græde og grine.
Hvis vi bruger vores dyrebare pauser på at målsætte og optimere, hvornår får vi så den virkelige pause?
Anette Leonora Andersen