Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.
Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.
Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.
Og her kan de næppe ånde lettede op.
Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted
Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.
Den grønne trepartsaftale
Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond.
Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.
Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov.
Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter.
Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden.
Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.
Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen. Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.
Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.
Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.
TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.