Aflyst eller forsinket fly? Her er dine rettigheder
Foto: Mikael Justesen
Hvis du bliver mere end tre timer forsinket med dit fly på vej til eller fra ferie, har du krav på erstatning - men har du styr på, hvordan du er stillet? Vi giver dig overblikket her.
Der er ikke noget mere irriterende, når man først har pakket kufferten og indstillet sig på at rejse, end meldingen på skærmen i lufthavnen om, at ens fly er forsinket, eller endnu værre - at det er helt aflyst.
Den situation har mange passagerer stået i denne påske, og du har måske selv været en af dem. Men kender du dine rettigheder, hvis et fly bliver flere timer forsinket eller aflyst?
TV2 Nord giver dig overblikket her:
Aflysning:
Hvis dit fly er mere end 3 timer forsinket, vil det blive betragtet som en aflysning. Den endelige melding skal du få fra dit flyselskab.
Ved aflysning har du krav på én af følgende muligheder:
Refusion af hele billetprisen.
Ved tilsluttede flyforbindelse: Krav på returflyvning til første afgangssted så hurtigt som muligt.
Omlægning af rejsen til det endelige rejsemål, så hurtigt som muligt.
Omlægning af rejsen på en senere dato efter eget valg, hvis der er ledige pladser.
Når du først har valgt en af mulighederne, har du ikke ret til at ændre det igen.
Med mindre flyselskabet skriftligt har meddelt dig andet, skal du møde op i lufthavnen inden den planlagte afgang, selv om du ved, at dit fly er aflyst eller forsinket. Flyselskabet skal hurtigst muligt oplyse dig om aflysning og dine muligheder for at omlægge din rejse. Gør de ikke det, kan du have ret til en kompensation.
Mens du venter på et andet fly, har du ret til måltider og hotelovernatning på flyselskabets regning, hvis det bliver nødvendigt. Men her bliver regnestykket lidt vanskeligt:
Forplejning har du ret til, hvis ventetiden er:
2 timer eller mere for flyvninger, som er kortere end 1.500 kilometer
3 timer eller mere for flyvninger, der er inden for EU og længere end 1.500 kilometer
4 timer eller mere for flyvninger, som er længere end 3.500 kilometer og uden for EU.
Økonomisk kompensation har du generelt ret til, hvis dit fly bliver aflyst. Flyselskabet kan i visse situationer reducere kompensationen med 50 procent.
Du har dog ikke ret til kompensation hvis aflysningen for eksempel skyldes strejke, politisk uro eller sikkerhedsproblemer, som flyselskabet ikke har kunnet undgå. Det samme gælder, hvis dit fly bliver aflyst mindst to uger før den planlagte afgang.
Du har ret til erstatning, hvis du på grund af flyforsinkelsen har haft udgifter til for eksempel køb af nye billetter eller mistede hotelovernatninger på ankomststedet. Du skal søge om erstatning hurtigst muligt.
Forsinkelse:
Ved forsinkelser kan du have ret til kompensation, forplejning og indkvartering. Ved en forsinkelse på mere end 2 timer før afgang og 3 timer ved ankomst skal flyselskabet oplyse dig om dine rettigheder på skrift.
Du kan have ret til:
Kompensation
Gratis måltider og forplejning
Hotelophold
Betalt transport mellem lufthavn og hotel
2 gratis opkald og mulighed for at sende e-mail
Du skal altid møde op i lufthavnen inden den planlagte afgang, også selv om du ved, at flyet er aflyst eller forsinket. Eneste undtagelse er, hvis flyselskabet på skrift har meddelt andet.
Retten til forplejning i form af måltider og indkvartering på eksempelvis et hotel gælder, hvis du venter på dit fly, omlægning af din rejse eller er på en returflyvning til din startdestination.
Hvis flyselskaber ikke tilbyder dig forplejning eller hotel, kan du nogle gange have ret til at få dækket udgifterne. Det afhænger af, om de ting, du har købt, bliver vurderet som rimelige og nødvendige. Selv om dit fly bliver forsinket af usædvanlige omstændigheder, bør flyselskabet alligevel så vidt muligt yde forplejning og indkvartering.
Reglerne gælder, hvor flyet er forsinket:
2 timer eller mere for flyvninger, som er kortere end 1.500 km.
3 timer eller mere for flyvninger, der er inden for EU og længere end 1.500 km.
4 timer eller mere for flyvninger, som er længere end 3.500 km og uden for EU.
Hvis forplejning eller indkvartering gør, at du bliver yderligere forsinket, har du ikke ret til det.
Du har ret til kompensation, hvis dit fly ved ankomst er forsinket mere end tre eller fire timer afhængig af rejsens længde. En forsinkelse på 3 timer ved ankomststedet anses for en aflysning. Ankomsttidspunktet regnes fra det tidspunkt, hvor flyet er landet og mindst en dør er åbnet, så du kan komme ud af flyet.
Flyselskabet kan dog halvere kompensationen, hvis de tilbyder dig at rejse med et andet fly til destinationen, som ikke er mere forsinket end:
2 timer på rejser under 1.500 km
3 timer på rejser inden for EU på rejser mellem 1.500 km. og 3.500 km
4 timer for rejser over 3.500 km
Mød altid op til check-in i rette tid, hvis du vil være sikker på at kunne søge om kompensation.
Du kan hurtigt og nemt få beregnet, om du har ret til kompensation - og hvor meget - på hjemmesiden flyregler.dk.