Ærgerlig Ahlmann: Mine to små fejl blev straffet
AaB-spilleren Jakob Ahlmann Nielsen lavede to kostbare fejl i sin debut mod Ungarn i torsdagens 2-2-kamp.
Debutanten Jakob Ahlmann Nielsen har en blandet oplevelse af sin landsholdsdebut i torsdagens 2-2-kamp i Debrecen mod Ungarn.
Den 23-årige venstre back fik leveret flere gode offensive aktioner, men var også indblandet i modstandernes to mål.
- Jeg tager herfra med en blandet følelse. Jeg er glad for debuten, men det er selvfølgelig ærgerligt, at de straffer to små ting. Men sådan er det på det her niveau, siger Jakob Ahlmann Nielsen.
AaB-spilleren fik ikke trukket offside i første halvleg, og så kunne Ungarn bringe sig i front med 1-0 på en friløber.
- Ved deres andet mål er det min mand, der scorer efter et indlæg. Han kommer foran mig og snitter et indlæg ind, selv om jeg synes, at jeg presser ham hårdt.
- Det må selvfølgelig ikke ske, når det er min mand, siger forsvarsspilleren, der efter opgøret fik ros af landstræner Morten Olsen.
AaB-spilleren var i den anden ende af banen kraftigt involveret i Christian Eriksens udligning til 1-1 efter en tur til baglinjen, hvor han fik lagt bolden bagud.
Det blev også til et enkelt skud på mål for Ahlmann Nielsen. Forsøget sneg sig forbi stolpen.
- Jeg ved ikke, hvor tæt den var på. Jeg ramte den ikke helt, som jeg gerne ville, siger debutanten.
Opgøret mod Ungarn var den første af to venskabskampe. På onsdag kommer Sverige på besøg i Parken.