Årets Nordjyde skal findes igen: Her er den helt nye dommertrio
Når Årets Nordjyde skal kåres igen den 7. oktober, så bliver det et nyt dommerpanel, der skal være med til at skære feltet af indstillede personer ind og finde de fem nominerede. Og de tager hvervet dybt seriøst alle tre.
Det er den tid igen – tiden, hvor vi skal finde og kåre Årets Nordjyde.
Her på TV2 Nord vil vi nemlig gerne være med til at hylde nordjyder, der gør en forskel for andre og er med til at skabe livsglæde i hverdagen.
Årets Nordjyde bliver kåret den 7. oktober ved et stort gallashow på Vendsyssel Teater.
Men inden vi skal hylde de nominerede, skal et dommerpanel vælge de fem nominerede ud blandt alle de indstillinger, der kommer fra jer, nordjyderne - Og i år bliver det tre nye dommere, der får den opgave.
- Hvis der kommer mange indstillinger, og det har jeg hørt, der gør, så tror jeg, det bliver meget svært at vælge. Men så er det jo godt, man har to meddommere, man kan konferere med, så vi har hver vores vinkel på det og kan hjælpe hinanden med at vælge ud, siger Lasse Heidelbach, den ene af de tre nye dommere.
De nye dommere leder efter passion
Den første dommer er et kendt ansigt i det nordjyske kulturliv. Peter Møller Madsen har været indbegrebet af Nibe Festival siden festivalens spæde start i midten af 1980erne, og i de seneste mange år har han fungeret som en del af festivalens ledelse.
- Specielt i de her tider, vi er i og har været igennem, er der behov for, at der er nogle folk, der vil noget - også for andre mennesker. Nogen, der også vil noget for fællesskabet. Det her kan for mig også blive en måde at hylde fællesskabet på, siger Peter Møller Madsen.
Lone Rødbroe træder ind i dommertrioen fra de skrå brædder. Skuespilleren med nordjyske rødder er særligt kendt fra revyscenen, hvor nordjyderne blandt andet har kunnet opleve hende på scenen i Hjørringrevyen.
- Jeg kommer til at lede efter det, jeg selv kan mærke, tror jeg. Fordi det med at få et skulderklap er selvfølgelig oplagt til den, der får det skulderklap. Men det er jo også godt til os andre. hvis man kan mærke, at det der, som vedkommenet gør, det gør en forskel, så får man jo også selv lyst til at gøre noget, der gør en forskel, siger Lone Rødbroe.
Den tredje og sidste dommer er Lasse Heidelbach – en mand, der ved hvordan det er at arbejde passioneret for en god sag, for i 2015 stiftede han sammen med sin kone patientforeningen ”Organdonation - ja tak”.
Og han kender alt til Årets Nordjyde, for i 2017 var han selv blandt de nominerede til årets Nordjyde for arbejdet med netop ”Organdonation - ja tak.”
- Jeg har jo selv arbejdet som ildsjæl og har en hjertesag, jeg brænder for. Jeg synes, det er kæmpestort, at kunne sætte fokus på sådan noget. Jeg ved også, at de mennesker, der er derude, ikke går og forventer at blive prikket på skulderen for den indsats, de går og laver. Så at kunne være med til at hylde dem - de her hverdagens helte, som egentlig er lidt usynlige, det synes jeg er helt fantastisk, siger Lasse Heidelbach.
Du kan bestemme, hvem de skal vælge imellem
Du kan selv være med til at bestemme, hvem der skal være Årets Nordjyde 2021. Du kender sikkert nogen, der fortjener et skulderklap. Nogen, der går det ekstra skridt for at hjælpe andre.
Der bliver åbnet op for indstillinger den 13. juni. Til den tid kan du læse mere om det her på tv2nord.dk. Når indstillingsrunden slutter vil vores nye dommertrio udvælge de fem nordjyder, der skal gå videre til den store finale på Vendsyssel Teater den 7. oktober.
Det er femte gang TV2 Nord kårer Årets Nordjyde. Sidste år gik prisen til Johnni Olesen for hans utrættelige arbejde for at samle penge ind til julemærkehjemmet i Hobro. Hvordan det så ud, da han blev kåret som vinder, kan du se herunder.