Aalborg-sejler kæntrer katamaran i Hamburg
Foto: Jesus Renedo
Jes Gram-Hansen og resten af det danske SAP Extreme Sailing Team kæntrer i Hamburgs Havn.
Når man sejler i ekstreme både, går det af og til galt. Således også for det danske SAP Extreme Sailing Team, der kæntrede med fuld fart under stævne i Hamburgs inderhavn.
Modstanderne er verdens allerbedste sejlere, og bådene er de mest ekstreme 40-fods skabninger med sejl på. Stævnet er en del af Extreme Sailing Series, som er klassen lige under America's Cup, og alle sejladser bliver transmitteret til millioner af seere verden over. Havnen i Hamburg er smal, og tilskuerpladserne er fyldte, da en tordenbyge rammer de ni ekstreme både lørdag eftermiddag.
- Det er dagens sidste sejlads, og vi kæmper til det sidste for at holde fast i føringen i stævnet, så vi sejler lige til grænsen af det sikre, forklarer skipper Jes Gram-Hansen, som udover at være styrmand på en af verdens hurtigste både er opvokset i Aalborg, har gået på Gug Skole og sejlet ungdomsjoller i Aalborg Sejlklub.
Det stærke vindpust rammer båden med fire andre sejlere ombord bagfra, og den accelerer med det samme fra 20 til 50 km/t, inden den 14 meter lange og otte meter brede katamaran begraver stævnen i vandet og begynder at kæntre forover.
- Det er ligesom at køre en Formel 1-bil, hvor man også crasher af og til. Det hele går så hurtigt, da bagenden løftes ud af vandet, at man knap når at tænke. Det handler bare om at holde fast, for pludselig sidder man 14 meter oppe i luften, opsummerer Jes Gram-Hansen de intense sekunder, da båden vælter.
Trykker flere ribben i faldet
En gast ryger i vandet, inden Jes følger efter. På vejen ned i det 10 meter lange fald rammer han båden og trykker flere ribben. Imens lægger båden sig ned på siden, og et større redningsapparat går i gang.
- Allerførst tjekker vi, at alle ombord har hovedet over vandet og er ved bevidsthed. Det tager kun få sekunder, dernæst får vi hjælp af to redningsgummibåde, som følger os overalt på banen, siger Jes Gram-Hansen.
Den ene båd griber toppen af masten, inden den begynder at synke i vandet, mens den anden redningsbåd fanger nogle redningsliner, som de kan rejse båden med. Dernæst begynder man at samle sejlerne op fra vandet.
En del af sejlsporten
Operationen lykkes, båden og sejlerne er i god stand - på nær en ridse i stolthedslakken. For to år siden lavede holdet et lignende stunt under sæsonafslutningen i Brasilien.
- Sådan er det, når man sejler mod verdens bedste sejlere, der vil vinde lige så meget som os. Vi er med helt i toppen i kampen om den samlede sejr, så vi giver fuld pedal hele vejen rundt - også selvom, det er på kanten af, hvad båden og vi kan klare, siger Jes Gram-Hansen om at gå lige til og over stregen.
Kæntringen lørdag og en kollision med det australske GAC Pindar Team i dag søndag gjorde det svært at vinde stævnet.
- I dag kolliderer vi med en anden båd og får hul i bunden af båden, så vi må pumpe vand ud af det styrbord skrog mellem sejladserne, og så er jeg noget mærket af at sejle med trykkede ribben, men alt i alt må vi være tilfredse med resultatet, slutter Jes Gram-Hansen.
Holdet slutter på en tredjeplads i Hamburg-stævnet, og der resterer tre stævner i St. Petersburg i Rusland, Istanbul i Tyrkiet og Sydney i Australien, inden vinderen er fundet.
Fakta:
Bådene er 40 fod lange, så de kan sendes i en container
En ny båd koster et sted mellem tre og fire millioner kroner
SAP-holdet har to
Der er fem besætningsmedlemmer ombord, alle er professionelle sejlere
Holdet er det eneste af sin slags i Danmark
Extreme 40-klassen er det uofficielle trinbræt til kongeklassen i America's Cup, hvor økonomien ligger på 4-500 millioner om året
Læs mere om Extreme Sailing Series her.
Læs mere om Jes Gram-Hansen og SAP Extreme Sailing Team her.
Nedenfor kan du se en video fra kæntringen.
(function(d, s, id) { var js, fjs = d.getElementsByTagName(s)[0]; if (d.getElementById(id)) return; js = d.createElement(s); js.id = id; js.src = "//connect.facebook.net/da_DK/sdk.js#xfbml=1&version=v2.3"; fjs.parentNode.insertBefore(js, fjs);}(document, 'script', 'facebook-jssdk'));
Jes and Rasmus takes us through what its like to face-plant an Extreme 40 in the heart of Hamburg, Germany.
Posted by SAP Extreme Sailing Team on 25. juli 2015