AaB tror på toppen
AaBs unge spillere vader i succes i Superligaen
I sidste sæson nægtede spillere og trænere at snakke placeringer. Men efter den seneste tids succes har piben fået en anden lyd.
"Øverste halvdel" og "Top-4". Det skorter ikke på ambitioner ved mandagens træning, hvor smilene endnu engang var store efter søndagens imponerende 4-0 sejr mod Randers FC. Selvom man indrømmer at man rider på en bølge, så ser klubbens talentchef langtfra udviklingen som tilfældig.
- Vi spiller fodbold på den måde vi gerne vil med hurtige kombinationer. Vores spillere er ikke til fysiske nærkampe, så vi har været dygtige til at udnytte de kompetencer vores spillere har. Naturligvis går alt vores vej i øjeblikket, men måden vi spiller på er langtfra tilfældig. Kan vi fortsætte sådan her, så ser jeg det som realistisk vi kan spille med i top-4 i, siger talentchef i AaB Poul Erik Andreasen til TV2 Nord.
20-årige Kasper Kusk har med 6 mål i sæsonens første 9 kampe imponeret alt og alle. Han har endda overhalet holdkammeraten Nicklas Helenius på topscorerlisten. Og selvom han kun er noteret for 25 kampe, så føler Kusk allerede han har fundet rytmen til fodbold på højeste niveau.
- Når man har tilliden hos træneren, så tør man også hurtigt prøve mere i kampene. Det er en selvforstærkende rytme. Men lige nu kører tingene bare, så det gør selvfølgelig det hele meget nemmere. Vi nyder hvert eneste øjeblik, for vi er jo ikke naive, det fortsætter næppe sådan hele sæsonen, siger Kasper Kust til TV2 Nord.
Kig med 19.30 i de regionale nyheder hvor vi bringer en reportage fra dagens AaB-træning.