80-årig nordjysk supercyklist
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Christian Jensen er den ældste, som har gennemført Team Rynkebys tur fra Aalborg til Paris.
Alder behøver ikke være en grænse. Det er den 80 årige Christian Jensen Gerå et rigtig godt eksempel på. Han har som den ældste nogensinde gennemført Team Rynkebys tur til Paris. 1.200 kilometer på cykel på kun 8 dage.
Den 8. juni fyldte Christian Jensen 80 år, og præcis en måned senere fejrede han det ved at cykle ind i Paris som en del af det nordjyske Team Rynkeby-hold.
- Det har ikke skortet på roser og lykønsninger, siger han.
Christian Jensen er den ældste cykelrytter, som har gennemført Team Rynkebys tur fra Danmark til Paris.
- Det er lidt af en bedrift, siger Christian Jensen om turen fra Aalborg til Paris.
Turen til Paris er på 1.200 kilometer fordelt på 8 etape. De mange kilometer tilbagelægges på en uge.
- Turen gik heldigvis godt. Jeg fik en enkelt hånd på vej op ad en af stigningerne, fortæller Christian Jensen.
Team Rynkeby er et nordisk velgørenhedscykelhold, som hvert år cykler til Paris for at samle penge ind til børn med kritiske sygdomme og deres familier. I 2017 donerede Team Rynkeby 65,2 millioner kroner.
- Sagen alene holder en i gang og får en til at gøre det. Det er det fantastiske, og så får man en masser venskaber og kammeratskaber, siger Christian Jensen.
1.900 cyklister fra de nordiske lande deltog i året tur til Paris. Før turen skal rytterne have kørt 3.000 træningskilometer.
- En tirsdagstræning er på tre timer, og en weekendtræning er på 7 timer. Det bliver til 10 timer om ugen plus det træning man tager selv, siger Christian Jensen.
Motion og de mange ugentlige kilometer i sadlen er en vigtig del af hverdagen for den 80 årige Christian Jensen, og som han siger, så cykler han for ikke at blive gammel.
- Jeg har ingen opskrift på det hvordan man skal gøre det, men jeg har nok altid været i fysisk træning, og så har jeg fra naturen et godt helbred, siger han.
Når Team Rynkeby i efteråret begynder træningen til næste års tur til Paris, så bliver den uden Christian Jensen.
- Nu skal jeg til at færddiggøre min PHD, som betyder Pensionist Hele Dagen, siger han.
Christian Jensen parkerer dog ikke cyklen, og han vil ikke udelukke, at han er at finde på blandt deltagerne til motionscykelløb i Nordjylland næste forår.