20 millioner til turistkampagne
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Peter Frank Wenzel fra Ørnereservatet ved Tversted håber, at der kommer gang i turismen snart. For han har investeret i forbedringer, så der skal gerne penge i kassen.
Som det ser ud lige nu, kommer de fleste af os til at holde sommerferie herhjemme i år på grund af covid-19. Derfor er den danske turistbranche i gang med en stor kampagne for at opfordre folk til at holde ferie i Danmark.
Hos Turisthus Nord i Skagen har turistdirektør Rene Seeberg fået lavet tre må videoer, som omfatter toppen af Danmark.
- Vi kommer til at holde en anderledes sommerferie i år. Vi ved godt, at vi måske ikke kommer til at lukke helt op, men når vi gør, skal vi være klar, siger Rene Seeberg.
På landsplan er den danske turisbranche gået sammen om en landsdækkende kampagne til 20 millioner kroner, hvor man opfordrer alle danskere, der har sommerferie, til at blive herhjemme og holde ferie.
Har knoklet for at være klar
Og så glæder turistdirektør Rene Seeberg sig over, at de erhvervsdrivende, som lever af turister i Skagen-området, også har taget fat i de her coronatider.
- Jeg har set, at mange har bygget til og malet og gjort i stand rundt omkring. Alle har knoklet for at være klar, når Danmark igen åbner, siger Rene Seeberg.
Et af de steder, man virkelig har taget fat, er på Ørnereservatet ved Tversted. Sidste år besøgte over 25.000 gæster det populære sted, og ejer Peter Frank Wenzel har for første gang i 40 år lavet nye tiltag på reservatet.
- Vi har bygget en indendørs hal med plads til publikum, så hvis det regner, kan vi gå indendørs. Den har vi bygget på hele efteråret, og den stod klar for 14 dage siden og kostet mange penge, siger en stolt ejer, Peter Frank Wenzel.
- Vi håber på at komme i gang efter den 10. maj, og kommer vi ikke i gang i sommer, får vi problemmer, men jeg opgiver ikke mit livsværk, siger en tydelig berørt Peter Frank Wenzel.