50 bilister fik et klip i kørekortet
Nordjyllands Politi havde bødeblokken fremme, da de i løbet af weekenden gennemførte færdselskontroller flere steder i Nordjylland.
Det kostede bøder og klip i kørekortet for 50 af de bilister, som i løbet af weekenden blev fanget i forbindelse med de særlige færdselskontroller, Nordjyllands Politi gennemførte.
Politiet koncentrerede sig særligt om områder i Jammerbugt, Frederikshavn og Aalborg Kommune, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vores kontrol var igen med til understrege det store problem, som det fortsat er, at nogle bilister kører for hurtigt og helt generelt tilsidesætter ganske grundlæggende hensyn til færdselsreglerne, siger politikommissær Thomas Ottesen fra Nordjyllands Politi, der var ansvarlig for politiets indsats.
- Weekendens indsats viser klart, at der er et behov, så vi kommer igen - det kan jeg godt garantere, siger politikommissæren.
Bødeblokken fundet frem på stranden
Ud over fartkontrollerne aflagde færdselspatruljen lørdag stranden ved Blokhus et besøg. Her blev der uddelt flere bøder til flere bilister.
- Der var rigtig mange mennesker på stranden i weekenden, og selvom de fleste af dem kørte pænt og efter forholdene, så måtte bødeblokken dog i brug i flere gange, mens vi var til stede på stranden, siger Thomas Ottesen.
Politiet gav blandt andet bøder til to bilister, som lavede såkaldt burnouts, hvor man får bilens hjul til at spinne på stedet og derved får det til at støje og ryge unødigt.
- Folk skal huske på, at færdselsloven også gælder på stranden, siger Thomas Ottesen, som forventer, at de nordjyske strande hen over sommeren lejlighedsvist vil få besøg af Nordjyllands Politi.