3.500 nordjyske skolebørn med i undersøgelse om ulækre toiletter
En kæmpe undersøgelse skal finde ud af, om toiletforholdene på danske skoler er årsag til ufrivillig vandladning hos tusinder af skolebørn. 108 klasser på nordjyske skoler deltager i undersøgelsen.
At tisse i bukserne om dagen eller om natten eller at være forstoppet er en del af dagligdagen for tusindvis af danske skolebørn. Op mod hver femte syvårige barn har problemer med inkontinens, især drengene.
Forskerne har en mistanke om, at den udbredte inkontinens blandt børn i skolealderen skyldes, at skolernes toiletforhold ikke er i orden, og at børnene derfor går og holder sig hele dagen. En ny undersøgelse ved navn Masseeksperimentet med aktiv deltagelse af 35.000 elever på landets skoler og gymnasier skal nu afdække de faktiske forhold.
Vi ved, at rigtig mange børn går og holder sig dagen lang, hvilket kan være til skade for både blære- og tarmfunktion.
Søren Rittig, professor og overlæge
I Nordjylland deltager i alt 32 skoler i Masseeksperimentet, der begynder mandag. Eleverne på eksempelvis Skolecenter Jetsmark, afdeling Pandrup og Kaas, er blandt de 3.500 nordjyske børn, der skal gennemføre undersøgelsen. De to afdelinger stiller med i alt syv klasser.
- Vi ved, at rigtig mange børn går og holder sig dagen lang, hvilket kan være til skade for både blære- og tarmfunktion. Blæren bliver overstimuleret, hvis den ikke bliver tømt mindst hver 3. time. En overaktiv blære medfører, at børnene mister kontrollen over blæren og kommer til at tisse i bukserne. Vi ser et stigende antal børn i vores klinik med inkontinens, siger professor og overlæge Søren Rittig på Aarhus Universitetshospital.
Toiletadfærd skal kortlægges
I eksperimentet skal eleverne i samarbejde med lærerne blandt andet besvare spørgsmål om deres oplevelse af toiletforholdene, de skal registrere og observere adfærd i forbindelse med toiletbesøg, og de skal besvare spørgsmål om deres eget vandladnings- og afføringsmønster.
Masseeksperimentet er en årligt tilbagevendende naturvidenskabelig undersøgelse, der tager udgangspunkt i børn og unges hverdagsliv. Formålet er at give elever i skoler og gymnasier erfaring med ‘rigtig’ forskning og give dem naturfaglig viden, der er meningsfuld for dem selv.
Resultaterne af undersøgelsen forventes offentliggjort i december og skal senere publiceres videnskabeligt. Udlandet har allerede vist stor interesse for undersøgelsen.
Faktaboks om inkontinens
- 15-20 pct. af danske børn lider af inkontinens ved skolestart.
- De fleste børn, der tisser i bukserne om dagen, kan behandles ved regelmæssige toiletbesøg.
- Danske børn har normalt kontrol over deres blære (i dagtimerne), når de er omkring tre år.
- Børn (og voksne) tømmer blæren fire-syv gange om dagen, men der er stor variation.
- De fleste har brug for at tømme tarmen tre-syv gange om ugen.
- Antal af vandladninger og afføringer afhænger af, hvad vi spiser og drikker.
- Det normale væskeindtag for børn er omkring 30-40 ml/kg per dag.
- Manglende væskeindtag kan føre til koncentrationsbesvær, hovedpine og forstoppelse.
- Inkontinens er et fysisk problem og skyldes ikke dovenskab eller psykiske problemer.