Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

25 år som TV-fotograf: - Ivan finder altid en løsning

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Hundredvis af nordjyder er gennem årene blevet filmet af Ivan Johan Hansen til nyhedsindslag og programmer.

Som fotograf på TV2 Nord har Ivan Johan Hansen lavet tusindvis af nyhedsindslag, ligesom han har været med på talrige store produktioner og programmer. Den 1. september kan han fejre 25 års jubilæum på TV2 Nord.

En humørspreder, en arbejdshest og en knalddygtig fotograf.

Det vælter ud med rosende ord, når man spørger Ivan Johan Hansens kolleger om, hvordan de har oplevet at arbejde sammen med den 64-årige fotograf, der 1. september kan fejre 25 års jubilæum på TV2 Nord.

- Ivan er sjov og hyggelig at arbejde sammen med. Der er mange gode grin, siger Mogens Jørgensen. Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

- Ivan er vellidt af alle. Han vækker tillid, og han er ordentlig over for folk, siger journalist Mogens Jørgensen, der i ti år var fast makker med Ivan i programmet ”Mogens Kom Forbi”.

Topprofessionel og hjælpsom

Ivan Johan Hansen begyndte som fotograf og redigeringstekniker på TV2 Nord 1. september 1997 på den daværende egnsredaktion i Hjørring.

Det var lidt af et karriereskift for vendelboen, der er udlært smed på værftet i Frederikshavn, og som indtil da havde dyrket interessen for elektronik og kommunikation på hobbyplan.

Et sjældent øjeblik, hvor Ivan Johan Hansen sidder stille på egnsredaktionen i Hjørring. Han kan godt lide, når arbejdstempoet er højt, for som han siger: "Det nytter ikke noget at sidde og dalre." Foto: Henriette Maj Pedersen

Han faldt hurtigt til i Hjørring, hvor han i flere år arbejdede tæt sammen med journalist og daværende egnsredaktør, Henriette Maj Pedersen.

- Når man arbejder sammen med Ivan, så ved man, at det, man laver, bliver godt. Han er topprofessionel, han er menneskekender og han er utroligt hjælpsom. Jeg har lært meget om TV af ham, siger Henriette Maj Pedersen.

Ivan Johan Hansen har været fotograf på mange OB-produktioner. En OB-produktion er en produktion fra et liveevent, hvor der klippes mellem flere kameraer.

Intet bliver overladt til tilfældighederne

Da egnsredaktionen i Hjørring lukkede efter ti år, rykkede Ivan Johan Hansen med til TV2 Nords hovedsæde i Aabybro, hvor han i 15 år har haft sin daglige gang.

Ofte møder han ind en time før hans vagt starter for at gøre kameraudstyr og bil klar.

- Han er meget omhyggelig, og intet bliver overladt til tilfældighederne. Han tester altid udstyret, inden man kører ud. Det er betryggende at vide som journalist, siger Mogens Jørgensen.

Ivan Johan Hansen hygger sig med at gøre bilen klar til optagelser og teste, at kamera og mikrofoner virker. - For mig er det en god start på dagens opgaver, siger han. Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Det er også ofte Ivan Johan Hansen, der står for oplæringen af nye kolleger, når det gælder kameraudstyr og redigering.

Har man spørgsmål, eller har man brug for hjælp, er han altid klar.

- For ikke så længe siden stod jeg på en optagelse i Brønderslev og opdagede, at jeg havde glemt noget vigtigt kameraudstyr. Jeg ringede til Ivan for at spørge ham til råds, og han endte med at komme til Brønderslev på sin fridag for at hjælpe mig, siger Henriette Maj Pedersen.

Ivan Johan Hansen skriver sin første autograf. Siden han begyndte at medvirke i Mogens Kom Forbi, er han jævnligt blevet genkendt. Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

To opgaver vækker særlige minder

Der er næsten ikke den opgave, Ivan Johan Hansen ikke har været med til at løse som fotograf på TV2 Nord.

OM IVAN JOHAN HANSEN

  • Bor med sin kone Helle i Serritslev

  • Har børnene Camilla og Rune og barnebarnet Lærke

  • Begyndte på TV2 Nord 1. september 1997

  • Har tidligere arbejdet som konstruktionssmed, svejser og skibsbygger

  • Blev licenseret radioamatør i 1970’erne – en hobby, som Ivan planlægger at genoptage, når han en dag forlader arbejdsmarkedet

  • Ivan er udpræget A-menneske og vågner altid før vækkeuret ringer

I sine 25 år på TV-stationen har han været bag kameraet på utallige indslag i TV2 Nords nyhedsudsendelser og på store produktioner som Nibe Festival, Aalborg Karneval og Tall Ships Races.

Gennem årene har seerne også stiftet bekendtskab med ham på skærmen i programmer som "Mogens Kom Forbi", hvor han var fast fotograf i 10 år.

Spørger man Ivan selv, er der især to programmer, han har lyst til at fremhæve – dengang han filmede Progeria-træf i Rebild i 2014 for TV2, og dengang han sammen med Mogens Jørgensen drog på mission for at samle ind til en altan til børnekræftafdeling 303B på Aalborg Universitetshospital Nord.

Ivan Johan Hansen sammen med Jesper Sørensen, der lider af progeria. Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Programmet om altanprojektet blev nomineret til Kampagneprisen ved prisuddelingen Et Spadestik Dybere.

- Ivan var helt fantastisk i forbindelse med altanbyggeriet. Han kom tæt på folk på afdelingen, og de havde tillid til ham, siger Mogens Jørgensen.

Ivan Johan Hansen og Mogens Jørgensen foran altanen, som skulle sørge for, at børn og forældre på børnekræftafdelingen kunne komme ud og få frisk luft.

Designede regnfrakke til kamera

Udover at være en dygtig fotograf og redigeringstekniker, har Ivan Johan Hansen gennem årene også været med til at opbygge og indrette sendevogne og implementere nye kameraer.

Er der noget, der ikke fungerer, eller mangler han noget bestemt tilbehør, er han ikke bleg for selv at opfinde det.

- Ivan er en Georg Gearløs-type. For nylig manglede vi regnfrakker til kameraerne, så dem udtænkte Ivan, og så syede hans kone en prototype på dem, siger produktionschef Thomas Kollerup.

Ligesom Mogens Jørgensen og Henriette Maj Pedersen har produktionschefen kun godt at sige om Ivan Johan Hansen.

- Han er utrolig vellidt og dygtig, og man kan altid spørge Ivan. Han har altid ja-hatten på, og han har et smittende humør og entusiasme, siger Thomas Kollerup.

Ikke to dage er ens

Egentlig havde Ivan Johan Hansen en holdning om, at han max ville være på en arbejdsplads i 10 år. Alligevel er det nu blevet til 25 år på TV2 Nord.

Det skyldes blandt andet den alsidige hverdag.

Hver dag byder på nye opgaver. Her er Ivan Johan Hansen en tur på stranden for at filme et nyhedsindslag. Foto: Henriette Maj Pedersen

- Der er ikke to dage, der er ens, når man kører som nyhedsfotograf. Jeg elsker at møde nye mennesker og formidle deres historier med stor respekt, siger Ivan Johan Hansen.

Han mener selv, at hans humor og viljen til at bringe sig selv i spil er hans stærkeste våben. Og så kan han godt lide, når man skal tænke kreativt for at få de helt rette optagelser i hus.

- En god udfordring er, når en historie ikke er en billedbasker. Så er det spændende at finde frem til, hvordan man så kan løse det, siger Ivan Johan Hansen.

Og løse det, det gør han. For som produktionschef Thomas Kollerup siger:

- Ivan finder altid en løsning.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.