Der skal ganske særlige omstændigheder til for at man må tvangsindlægge psykiatriske patienter, og derfor kan psykiatrien ikke altid stille noget op mod potentielt farlige personer.
Ifølge Psykiatrien i Region Nordjylland maner det til eftertanke, at der på fem år er begået 14 drab af psykisk syge. Men det kan være svært at gøre noget, hvis ikke patienten selv vil behandles.
Den seneste måned har TV2 Nord sat fokus på de 14 drab, der er begået af psykisk syge personer de seneste fem år i Nordjylland. Vi har blandt andet dokumenteret, at seks af drabsmændene eller -kvinderne umiddelbart før drabet været i kontakt med psykiatrien. Men ingen af de 6 blev tilbageholdt i psykiatrien, fordi de lægefagligt ikke blev vurderet at være akut behandlingskrævende eller til fare for sig selv eller andre.
I et læserbrev svarer psykiatriledelsen nu på den undren, som mange nordjyder går rundt med efter at drabstallene er kommet frem: "Hvorfor lader I dem gå?"
"I disse sager konfronteres vi i Psykiatrien ofte med, hvorfor patienten ikke er blevet tvangsindlagt, og hvis patienten har været i kontakt med Psykiatrien, hvorfor vi så ikke har tvangstilbageholdt patienten, såfremt denne kan være farlig. Eller hvorfor vi ikke har tvangsmedicineret patienten. Heri ligger implicit opfordringen til ikke at slippe disse personer af syne – og helst sørge for, at de forbliver bag lås og slå på ubestemt tid."
Sådan lyder det blandt andet i læserbrevet, som psykiatridirektør, MPM Anette Sloth, lægefaglig direktør Tina Gram Larsen og professor, direktør, Ph.D., MPA Jan Mainz, fra Psykiatrien i Region Nordjylland har skrevet.
Men det er ikke altid så ligetil, når det handler om tvang i psykiatrien, skriver de tre direktører videre. Psykiatrien skal nemlig handle på baggrund af sundhedsloven, og et af lovens bærende principper handler om frivillighed i behandlingen. Det vil sige, at man ikke uden videre kan tvangsindlægge eller tilbageholde en psykiatrisk patient.
"Overordnet kan frihedsberøvelse kun anvendes, når en person er sindssyg (det vil sige psykotisk) eller er i en tilstand, der kan ligestilles hermed, og at det samtidig vil være uforsvarligt ikke at gøre det - enten fordi udsigten til helbredelse/bedring ellers vil blive væsentligt forringet, eller fordi personen er til fare for sig selv og/eller andre", hedder det i læserbrevet.
Men når psykisk syge, der lige har været i kontakt med psykiatrien, netop kan dræbe, er det så ikke at være til fare for andre? Og burde man så ikke netop kunne tvangsindlægge? Nej, lyder det fra psykiatrien. For man kan være psykisk syg eller ustabil på mange måder, men loven om tvang handler altså udelukkende om personer, der befinder sig i en psykose.
"En sådan form for sygdom kan vel at mærke ikke sidestilles med hverken psykisk uligevægt eller personlig krise. Man skal på ingen måde bagatellisere de ikke-psykotiske psykiske lidelser, som også kan være svært belastende, men blot fremhæve, at det altså ikke er dem, tvangsparagrafferne handler om.
Ej heller omhandler tvangsparagrafferne de personer, der måske nok kan være til fare for sig selv og/eller andre, men som ikke er sindssyge. Heller ikke dem er der lovhjemmel til at tvangsanbringe og -tilbageholde i psykiatrisk regi. Det kan for eksempel dreje sig om personer med vedvarende adfærdsforstyrrelse, der ikke skyldes sindssygdom. Det kan ligeledes være personer med omfattende misbrug af alkohol eller stoffer. De hører ikke til i Psykiatrien - med mindre naturligvis, at de oven i deres misbrug har tydelige symptomer på psykiatriske lidelser.
Tvang er undtagelsen i Psykiatrien, hvor behandlingen i de allerfleste patientforløb finder sted i en god og konstruktiv alliance mellem patient og behandler. Frivillighed i behandlingen er det, der i sidste ende skal gøre, at patienten tager medansvar – og også vil gøre det den dag, han eller hun udskrives fra hospitalet."
Hvis en patient imidlertid, ad frivillighedens vej, har ladet sig indlægge og behandle, kan man så riskere, at lægerne er lidt for hurtige med udskrivningen, så patienten faktisk ikke er klar til at komme ud - og måske ender med at begå et drab? Det er der muligvis altid, når det handler om mennesker, men ifølge psykiatrien er det ikke målet at få patienterne ud af døren igen hurtigst muligt.
"Vores holdning er, at patienter skal have mulighed for at være indlagt ligeså længe, der fagligt vurderes at være et behov. Vi tilstræber, at ingen patienter udskrives eller afsluttes fra ambulant behandling, hvis det fagligt vurderes, at der er behov for behandling.
Med de tragiske hændelser in mente kan det være nærliggende at spørge, om kvaliteten af de faglige vurderinger altid er i orden? Er der en risiko for, at selvmordsrisiko og potentiel voldelig adfærd overses? Ingen mennesker er formentlig ufejlbarlige, men Psykiatriens kompetente og ansvarsfulde behandlere arbejder systematisk med at kortlægge disse faktorer - og er meget bevidste om først at afslutte indlæggelse og behandling, når patienten viser tydelig tegn på at være på fode igen."
Selv om psykiatrien mener, at de gør hvad de kan, har den seneste måneds historier om psykisk syge drabsmænd allerede givet anledning til, at man vil gennemgå alle sagerne igen. Sådan har den nordjyske regionspolitiker og medlem af Psykiatriudvalget Lene Linnemann (SF) tidligere sagt til TV2 Nord. Og i psykiatriledelsen giver det også anledning til eftertanke.
"De drab, der blandt andet er sket i Nordjylland, er dybt tragiske og maner til eftertanke og selvransagelse hos alle – også hos os. I vores professionelle behandlersystem har vi en målsætning om at forebygge og minimere fejl. Derfor laver vi i forbindelse med alle alvorlige hændelser altid en omfattende kerneårsagsanalyse af hele forløbet, hvis Psykiatrien på en eller anden måde har været involveret i forløbene. Formålet er at identificere områder, vi fremadrettet kan styrke eller rette op på. I dette analysearbejde sætter vi os sammen med politiet, kommunerne og de praktiserende læger, så vi kan følge op sammen, hvis der er behov for det."
