Hofkok dømt for seksuelle krænkelser: En stor belastning for ham
Foto: Tobias Meier / TV MIDTVEST
Kroejerens forsvarer lagde vægt på, at beviserne var påstand mod påstand. Alligevel blev den tidligere hofkok idømt 20 dages betinget fængsel.
Da retsmødet er afsluttet og tidligere hofkok Jens-Peter Skov både har fået sin dom på 20 dages betinget fængsel og samtidig også har anket den på stedet, går han roligt over og hilser pænt farvel på anklageren.
Herefter forlader han lokalet efterfulgt af to tilstedeværende mænd, der også har overværet den godt to timer lange retssag.
Han afslår et interview med samme ordvalg, som han brugte, da han under retsmødet fik mulighed for at få det sidste ord:
- Jeg mener, at der er sagt rigeligt, lyder det fra ham.
Krævede 60 dages betinget fængsel
Jens-Peter Skov, ejer af Sallingsund Færgekro, blev af byretten fundet skyldig i at have blufærdighedskrænket to tidligere ansatte på kroen i perioden fra 2018 til 2022.
Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Cecilie Pedersen krævede under retsmødet 60 dages betinget fængsel for Jens-Peter Skov. Til trods for, at dommen blev på 20 dage, så er anklageren godt tilfreds.
- Jeg er tilfreds med, at retten har fastslået, at det, der er foregået, det er blufærdighedskrænkelse, siger Cecilie Pedersen.
Der er flere dele i de to forhold, som Jens-Peter Skov er tiltalt for, som Cecilie Pedersen mener har været skærpende faktorer.
Det var ikke alle punkterne i anklageskriftet, som kunne bruges som beviser, fordi de enten er foregået før 2018 og derfor er omfattet af forældelsesfristen, eller at der har været uklarhed omkring, hvornår hændelserne har fundet sted.
Anklager fremstilles som påstand mod påstand
Under retsmødets procedurefremsættelse af forsvarer Rasmus Amandusson talte han med tydelige ord om beviserne, som han kalder vage.
Han undrer sig blandt andet over, at der i en medarbejderstab på 200 mennesker kun er tre, der vidner i sagen. Grundlæggende mener han ikke, at beviserne er tilstrækkeligt sikre til, at Jens-Peter Skov skulle kendes skyldig.
Forsvareren appellerede til frifindelse blandt andet med henblik på, at det var påstand mod påstand.
- Det er en stor belastning for ham (Jens-Peter Skov, red.) på det personlige- og forretningsmæssige plan, siger Rasmus Amandusson.
Første retsmøde foregik i april og skulle have været afsluttet på en dag. Men allerede fra morgenstunden den dag skred tidsplanen, da Jens-Peter Skovs forsvarer ønskede, at retten skulle tage stilling til, om sagens første forhold kunne afvises med henvisning til forældelsesfristen.
Sagens anklager, Camilla Berg, var ikke enig, og det førte til en langvarig diskussion, som til sidst mundede ud i, at retsformanden ikke mente, at forholdet kunne pilles ud af sagen på forhånd.