Arbejdspladser på vej: Mors-virksomhed forventer yderligere vækst
Foto: DFI-Geisler
Lars Langkjær er administrerende direktør i DFI Geisler
Bordpladeproducenten DFI-Geisler har allerede ansat 15 nye medarbejdere siden årsskiftet.
Bordplader er fortiden en eftertragtet vare. Det oplever virksomheden DFI-Geisler på Mors, der producerer bordplader og er blandt Skandinaviens største i branchen. DFI-Geisler har netop præsenteret regnskab for 2020. Et regnskab, der trods corona, ligger på niveau med resultatet for 2019.
- Som i alle andre virksomheder var 2020 også hos os et yderst usædvanligt år. Udover flere Corona-påvirkede markeder i løbet af året, ramte tilmed en lokal nedlukning af Nordjylland i 14 dage tilbage i november. Dette gik hårdt ud over vores produktion og henset til disse omstændigheder, kan vi være rigtigt godt tilfredse med det samlede resultat i 2020. Med en ekstra indsats fra alle medarbejdere lykkedes det at indhente den mistede produktion inden juleferien, fortæller Lars Langkjær, der er administrerende direktør i DFI-Geisler.
Virksomheden har siden skiftet til 2021 ansat 15 nye medarbejdere, og der vil formentlig komme flere til, vurderer direktøren
- Med det nye produktionsanlæg i vores laminatafdeling har vi styrket vores position på markedet, og vi forventer på den baggrund et 2021, som vil blive endnu bedre end 2020. Indkøbet følger en ambitiøs og langsigtet bæredygtig investeringsplan, der vil udbygge vores forspring som Skandinaviens førende bordpladeproducent. Det er meget glædeligt, at vores ejere har godkendt vores langsigtede investeringsplan, der helt sikkert vil skabe yderligere konkurrencekraft og arbejdspladser på Mors, siger Lars Langkjær.