Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Anklager mener, Mia kæmpede for sit liv - kalder tiltaltes forklaring én stor løgn

Foto: Jesper Andkjær / Ritzau Scanpix

Anklager Mette Bendix gjorde det flere gange tydeligt under sin procedure, at hun ikke tror på den 38-åriges forklaring af, hvordan Mia Skadhauge Stevn døde.

Stort set hvert et ord af den nu 38-årige tiltaltes forklaring af, hvad der skete med Mia Skadhauge Stevn 6. februar sidste år, blev tirsdag minutiøst gennemgået og set efter i sømmene af anklager Mette Bendix, da hun skulle komme med sin afsluttende procedure i retssagen.

Hurtigt gjorde specialanklageren det klart, at den tiltaltes forklaring, ifølge hende, bør forkastes. I strid med sandheden, kaldte hun den op til flere gange.

DET ER DEN 38-ÅRIGE TILTALT FOR:

Den 29. marts 2023 fremlægger Nordjyllands Politi og Anklagemyndigheden tiltalen mod den 38-årige mand, der siden februar 2022 har været sigtet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Af anklageskriftet fremgår det, at Nordjyllands Politi mener, at den 37-årige både har voldtaget og dræbt Mia Skadhauge Stevn og siden haft usømmelig omgang med hendes lig.

Ifølge Nordjyllands Politi skulle den 38-årige have tvunget den nu afdøde 22-årige Mia Skadhauge Stevn til samleje og andet seksuelt forhold end samleje den 6. februar 2022. Samme dag mener Nordjyllands Politi, at den 38-årige tiltalte mand har dræbt Mia Skadhauge Stevn ved at have udsat hende for betydelig lemlæstelse, blandt andet i form af kvælning. I anklageskriftet står der ligeledes, at den 38-årige efter drabet har parteret den afdøde 22-årige kvinde i sit hjem i Vendsyssel, inden han fordelte ligdelene i Dronninglund Storskov.

Den 38-årige nægter sig skyldig i både voldtægt og drab, men han har i byretten erkendt usømmelig omgang med lig.

Tiltalen er en beskrivelse af, hvad Nordjyllands Politi mener, der er foregået i dagene fra den 6. februar 2022 til den 9. februar 2022. Det er op til byretten i Aalborg at vurdere, om den 38-årig er skyldig i tiltalen eller ej.

Den tiltalte har forklaret i byretten, at han samlede Mia Skadhauge Stevn op på Vesterbro i Aalborg klokken 06.09, fordi hun lignede en, der frøs.

- At det var tilfældigt, at han tilbød hende et lift, kan vi forkaste. Han var på jagt efter hende hele natten, sagde Mette Bendix og henviste til de GPS-oplysninger, politiet har fået adgang til, hvor man kan se, at den tiltalte i flere timer, inden han samler Mia Skadhauge Stevn op, kører rundt i Aalborgs midtby omkring Jomfru Ane Gade.

Samme GPS-oplysninger viser, at den tiltalte kørte videre mod Hammer Bakker, hvor han gjorde tre stop. Selv forklarede den tiltalte først i retten, at de gjorde to stop. Senere ændrede han det til, at det ene stop var delt op i to, så der var tre i alt som GPS-oplysningerne også viste.

"Usandsynlig og opdigtet"

Det er ved det sidste af de tre stop, at den tiltalte forklarede, at Mia Skadhauge Stevn løb og hoppede rundt i noget kvas i skovområdet, hvor hun, ifølge ham, faldt og hendes taske, der sad rundt om halsen på hende, sad fast i kvaset i skovbunden, som gjorde, at hendes hoved gav et kraftigt ryk.

- Det (kvaset, red.) findes ikke. Igen er tiltaltes forklaring i strid med sandheden, sagde Mette Bendix i retten.

Netop faldet skulle ifølge den tiltalte være årsagen til Mia Skadhauge Stevns død. Usandsynlig og opdigtet, kaldte anklageren den forklaring under hendes procedure.

- Ifølge retsmedicineren kan Mia Skadhauge Stevn ikke dø på den måde, som tiltalte har forklaret, sagde Mette Bendix og fortsatte senere:

- Tiltaltes forklaring kan ganske enkelt forkastes. Det er ganske enkelt én stor løgn, sagde hun.

TIDSLINJE:

7. februar 2022 – Mia er forsvundet - og bliver efterlyst

22-årige Mia Skadhauge Stevn efterlyses 7. februar 2022 af Nordjyllands Politi efter, at hun senest er set i Jomfru Ane Gade natten mellem 5. og 6. februar. Senere samme dag kommer det frem, at Mia Skadhauge Stevn sidst er set stige ind i en mørk personbil på Vesterbro i Aalborg.

 

9. februar 2022 - To mænd bliver anholdt - sigtes for drab

Onsdag 9. februar kort før middag slår Nordjyllands Politi efter flere dages intens efterforskning i sagen til og anholder to mænd, som begge bliver sigtet for at have slået Mia Skadhauge Stevn ihjel.

De to mænd bliver sigtet, selvom man på dette tidspunkt ikke har fundet Mia Skadhauge Stevn, men efterforskningen peger på, at hun er død - og derfor sigtes de to for drab.

 

10. februar 2022 - 38-årig fængsles - den anden mistænkte løslades

Efter et grundlovsforhør i Retten i Aalborg bliver en nu 38-årig mand, der i dag er eneste mistænkte i sagen, varetægtsfængslet i fire uger. Den anden mistænkte bliver løsladt, og Vestre Landsret stadfæster dagen efter byrettens kendelse om at løslade mande – denne mand bliver senere komplet renset, og man ved i dag, at han ikke har noget med drabet at gøre.

 

10. februar 2022 - Dele af et menneske fundet i Dronninglund Storskov

Efter anholdelsen af de to mistænkte efterforsker politiet både på de sigtedes bopæle, i et sommerhusområde i Saltum, omkring det daværende Reno Nord i Aalborg samt i Hammer Bakker og Dronninglund Storskov.

Om aftenen 10. februar indkalder Nordjyllands Politi til pressemøde på politigården i Aalborg. Her kan vicepolitiinspektør Frank Olsen fortælle, at man har fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov - og at man formoder, der er tale om Mia Skadhauge Stevn.

 

12. februar 2022 - Den døde identificeres endeligt

Nordjyllands Politi kan 12. februar fortælle, at de dele af et menneske, der blev fundet i Dronninglund Storskov to dage forinden, stammer fra den forsvundne Mia Skadhauge Stevn.

 

29. marts 2023 – 38-årig tiltales for drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig

Godt et år efter Mia Skadhauge Stevns forsvinden og drab er Nordjyllands Politi klar til at fremlægge, hvad de mener, der skete med den 22-årige kvinde. Den 38-årige mand, der har været varetægtsfængslet siden februar 2022, tiltales nu for både voldtægt af og drabet på Mia Skadhauge Stevn, ligesom Nordjyllands Politi også mener, at den 38-årige har parteret Mia Skadhauge Stevns lig.

 

7. juni 2023 – Retssagen mod den 38-årige tiltalte begynder ved byretten i Aalborg

Den 38-årige tiltalte nægtede fra begyndelsen af retssagen at have voldtaget og dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn, men han erkendte usømmelig omgang med lig.

Retssagen skal afvikles over ni retsmøder og ventes afsluttet den 29. juni.

"Mia har kæmpet for sit liv"

Ifølge anklagemyndigheden var det nemlig et helt andet forfærdeligt scenarie, der udspillede sig i de tidlige morgentimer 6. februar 2022, end det den 38-årige tiltalte har forklaret i byretten.

I Hammer Bakker blev der nemlig fundet flere af Mia Skadhauge Stevn ejendele - en hårelastik, hendes nøgler og to brystplastre, der alle var spredt rundt i skovområdet. Den tiltalte har forklaret, at han aldrig har været i de områder, hvor ejendelene er fundet, men det er anklageren helt uenig i.

- Er der sket det, at Mia stak af ved et af de første stop? Og så fangede tiltalte hende ved at tage fat i håret, hvor hendes hårelastik røg af?, sagde anklageren, mens hun gjorde det klart, at hun ikke med sikkerhed ved, hvad der skete i Hammer Bakker.

Alligevel fandt hun det påfaldende, at den tiltaltes bil blev flyttet hen i nærheden af det stykke med tæt skov, hvor Mia Skadhauge Stevns to brystplastre blev fundet.

- Tiltalte har flyttet bilen tættere på det stop, hvor han slog Mia ihjel, sagde anklageren og fortsatte:

- Mia har kæmpet for sit liv, for ellers var hendes ejendele aldrig blevet fundet så spredt derude, sagde Mette Bendix.

Til slut i sin procedure gjorde Mette Bendix det klart, at hun fortsat mener, at den 38-årige skal kendes skyldig både drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.