Se de vilde billeder: 500 motorcykler kører gennem lille nordjysk gågade
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Rune Cassøe fra Arden har kørt motorcykel siden han var 19 år. Han er medlem af den lokale MC-klub "Hyggebaren".
Over 500 motorcykler skabte et mindre trafikalt kaos, da de i dag skulle køre kortege gennem gågaden i Hadsund.
Klokken 10 væltede det ind med motorcykler på en parkeringsplads i det østlige Hobro. Og dagens "Road Captain" var Rune Cassøe, der er medlem af motorcykelklubben "Hyggebaren" i Arden.
- Jeg har kørt motorcykel, siden jeg var 19, og det er bare en del af min identitet. Det er mit frirum. Nogle cykler, nogle løber, nogle svømmer – som man siger i motorcykel-verdenen; har du nogensinde set en motorcykel ude foran en psykolog. Nej, det her (peger på motorcyklen) er min psykolog, sagde han, mens han var ved at samle tropperne.
Der var afgang fra Hobro via Mariager og mod Hadsund klokken 10.15. Og på den rute var håbet at mødes med de mange hundrede motorcykler, der var på vej i samme retning fra Randers og Aalborg. For i dag var der et stort MC-træf i gågaden i Hadsund.
- Det er skønt også at se alle dem, der er mødt op for at kigge på det her, vi går og hygger os med i fritiden, sagde Rune Cassøe, inden han råbte "god tur" og satte sig op på motorcyklen for at køre først mod Hadsund.
Blev overraskede første år
Og da motorcyklerne ramte Hadsund, kørte de i samlet flok gennem Hadsund gågade – til stor glæde for de flere hundrede fremmødte.
Se de vilde billeder her:
Ideen til at stable MC træffet på benene kommer fra en lokal motorcyklist. Han ville gerne samle nogle motorcykelentusiaster og samtidig få en hyggelig dag i gågaden i Hadsund.
- Derudover ville jeg gerne vise byen og kommunen frem, siger Lars Bachmann, der selv kommer fra Hadsund.
Første år der var MC træf i Hadsund var sidste år. Men Lars Bachmann havde ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at over 400 motorcyklister mødte op og bakkede op.
- Det var helt vildt. Vi havde slet ikke pølser og øl nok - så i år er vi bedre forberedte og giver kaffe og kage til alle bikere. Jeg tror, vi er 100 flere end sidste år, siger han.
Omsætningsrekord
Også Hadsund Handel blev overraskede over den store interesse sidste år - for foruden de mange hundrede bikere, så var der mødt masser tilskuere, familie og venner op i gågaden. Flere butikker meldte sidste år om omsætningsrekord.
- Det havde vi ikke regnet med, nu det var første år, men det var helt overvældende, og det er det også i år, siger Thomas Jensen, medlem af Hadsund Handel.
Og der var også fyldt op i gaderne af interesserede, der nød en kold fadøl, en hotdog eller et stykke kage i varmen - og især varmen kunne mærkes hos motorcyklisterne, der havde det varmt i deres motorcykeltøj.
- Det var fedt. Vejret er med os og folk holdte en flot cortege, siger Rune Cassøe, der havde familien ventende til at tage imod ham efter turen i gågaden.