Leder på Hobro Søndre Skole opfordrer alle elever: - Lad jer teste, så I kan komme i skole igen på mandag
Skoleleder Arne Omar Sørensen er ærgerlig over, at alle elever er sendt hjem på grund af coronasmitte. Han håber på at kunne genåbne skolen om en uge.
Mandag morgen var der tomt i skolegården på Hobro Søndre Skole. Alle elever var hen over weekenden blevet sendt hjem til virtuel undervisning på grund af et større udbrud af coronasmitte.
At 39 indtil videre er bekræftet smittet, ærgrer skoleleder Arne Omar Sørensen.
- Det er vi naturligvis meget kede af og ærgerlige over, for vi synes, vi har gjort rigtigt meget for, at smitten ikke skulle bryde ud hos os. Men sådan er det jo, og så må vi tage den derfra, siger han, da TV2 Nord møder ham i skolegården.
Ledelsen troede ellers først, at smitten var inddæmmet til enkelte klasser. Men efter nogle dage viste det sig, at coronaen havde nået at sprede sig.
- Vi vælger at sende alle elever hjem på grund af det, der sker resten af ugen. Vi synes egentlig, vi har fået inddæmmet smitten rigtigt godt først på ugen, og torsdag tester alle negative, så jeg tænker, at den er hjemme – vi har fået det isoleret. Men desværre har et par elever og lærere i andre klasser, som ikke er nære kontakter, også er smittet, fortæller skolelederen.
Jeg beder dem om at lade sig PCR-teste i løbet af ugen, så vi kan få en helt frisk start fra på mandag.
Arne Omar Sørensen, skoleleder, Hobro Søndre Skole
Lad jer teste
Skolen havde først smitten isoleret til tre klasser, men på få dage var den pludselig i syv klasser.
- Vi er en ren overbygningsskole kun med elever fra 7.-9. klasse, så vi favner over et stort opland. Vores elever kommer fra blandt andet Oue ved Hadsund, Handest og Onsild, så det er meget spredt, fortæller Arne Omar Sørensen.
Han er nu sendt en klar opfordring ud til alle elever i forsøget på at få inddæmmet smitten, så alle raske elever kan være tilbage i skole fra på mandag.
- Jeg beder dem om at lade sig PCR-teste i løbet af ugen, så vi kan få en helt frisk start fra på mandag.
Arne Omar Sørensen håber at kunne byde eleverne tilbage til fysisk undervisning igen fra den 3. maj.
Elever, der viser sig at teste negativ i løbet af denne uge, vil naturligvis blive bedt om at isolere sig derhjemme.
Der går omkring 360 elever fordelt på 15 klasser på Hobro Søndre Skole.
Hør hvad kommunaldirektøren i Mariagerfjord siger til det stigende smittetal: