Smitteudbrud på Hobro Søndre Skole: Hjemsender alle elever til virtuel undervisning
Et smitteudbrud på en skole i Hobro har indtil nu resulterede i 39 bekræftede smittede på skolen. Derfor sende ledelsen nu alle elever hjem til virtuel undervisning fra mandag morgen.
Hobro Søndre Skole trækker nu i den store bremse, i forsøget på at stoppe et smitteudbrud på skolen. Indtil videre er 34 elever og 5 fra personalet blevet bekræftet smittet siden i mandags. Derfor hjemsender man nu samtlige elever til virtuel undervisning fra mandag morgen.
- Det var en beslutning, vi traf i går, og siden har Styrelsen for Patientsikkerhed henvendt sig til os, og bedt os om at gøre det. Så det var nok de rigtige beslutning, fortæller skoleleder på Hobro Søndre Skole, Arne Omar Sørensen.
- Vi opdagede selv de første to smittede, med vores test på skolen i mandags, siger Arne Omar Sørensen.
- Derfor håbede vi også, at vi nåede at fange smitten, inden den bredte sig, men vi må bare sige, at vi virkelig har set, hvor smitsom coronavirus rent faktisk er, siger skolelederen.
Hobro Søndre Skole er en af to afdelinger i Hobro, og på den coronaramte afdeling går der udelukkende 7. til 9. klasser. Cirka 360 elever fordelt på 15 klasser. De kan altså nu se frem til mindst en uges virtuel undervisning.
Man må bare konstatere, at corona er virkelig smitsom.
Arne Omar Sørensen, Skoleleder, Hobro Søndre Skole
Fra to til 34 elever
Smitteudbrudet startede med bare to elever, der blev fanget af skolens hurtigtest mandag morgen, og som derefter blev sendt hjem i isolation. Men smitten spredte sig. Muligvis via en enkelt lærer, der havde haft kortvarig kontakt med de smittede i løbet af fredagen før. I løbet af tirsdag blev to klasser ramt af smitte.
Her blev næsten alle elever smittet, og cirka 30 elever blev ramt af coronavirus. De to klasser blev sendt hjem, og derfor håbede skolelederen, at smittekæden var brudt.
- Siden har vi opfordret alle til at tage PCR-test på fjerdedagen, det vil sige i fredags, fortæller skolelederen, der samtidig forklarer, at han derfor forventer at få flere positive testsvar fra elever og lærere.
- Men nu sørger vi får, at der ikke kan smitte mere på skolen, ved at sende alle elever hjem til virtuel undervisning.
Selvom han føler, skolen har haft et godt testsetup har det overrasket Arne Omar Sørensen, hvor hurtigt smitten kan sprede sig.
- Vi har haft gode forudsætninger for at opdage smitten, men man må bare konstatere, at corona er virkelig smitsom, siger han.
Arne Omar Sørensen håber at kunne byde eleverne tilbage til fysisk undervisning igen fra den 3. maj.