Knivdrab i Hobro: Politiet har fået flere interessante henvendelser
Den 37-årige mand, der fredag aften blev stukket ned tæt på sit hjem, døde mandag af sine kvæstelser. Flere har besøgt hans frisørsalon i Hobro med blomster og lys.
Efter Nordjyllands Politi onsdag efterlyste vidner til en speciel hvid scooter, har de fået flere interessante henvendelser.
Nordjyllands Politi er i fuld gang med efterforskningen af det knivdrab, der fandt sted fredag aften på Randersvej i Hobro, hvor en 37-årig mand mistede livet.
Onsdag efterlyste Nordjyllands Politi vidner, der har set eller hørt noget til en hvid scooter i og omkring gerningsstedet i løbet af fredag aften og nat. Og politiet har allerede modtaget interessante opkald om sagen.
- Vi har fået et par gode henvendelser fra nogle, som har set scooteren. Det er henvendelser, som giver os viden om forløbet, siger politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.
Scooter brugt til flugten
Den hvide scooter har politiets interesse, fordi de mener, at gerningsmanden har brugt den til at komme til og fra gerningsstedet. Køretøjet er allerede i politiets varetægt.
- Vi fandt den omkring Stoldal, som også er et af de områder, vi søger vidner til, fortæller Carsten Straszek.
Men selvom de har hørt fra flere vidner, pointerer Carsten Straszek, at de stadig opfordrer alle, der har viden om scooterens færden, til at henvende sig hurtigst muligt på telefonnummer 114.
Mistænkt 40-årig stadig ikke udleveret
Allerede dagen efter knivdrabet på Randersvej, gik Nordjyllands Politi ud med en efterlysning af en mistænkt 40-årig mand. Han blev mandag anholdt i en lufthavn i Italien.
- Vi arbejder stadig på at få ham udleveret, og det kan tage lang tid. Vi må acceptere og have respekt for de italienske myndigheder, siger Carsten Straszek.