Mener ny dieselafgift er uretfærdig - selvom han selv slipper billigt
Kloakmester Verner H. Kristiansens retfærdighedssans er udfordret.
Verner H. Kristiansen driver Kloakdoktoren i Hobro. En stor del af hans arbejdstid går med at spule kloaker. Det gør han med sin slamsuger, som sluger en hel del diesel på en arbejdsdag. Fra den 1. januar i år har han betalt en ny CO2-afgift per kilometer, han kører i sin lastbil.
- Den afgift er helt forkert skruet sammen. Den er uretfærdig og rammer skævt flere steder, siger den autoriserede kloakmester, Verner H. Kristiansen.
Den nye kilometer-afgift blev varslet allerede i 2022, og siden har vognmænd kritiseret ordningen ved flere lejligheder. Sidste år demonstrerede de deres utilfredshed ved at spærre veje. Afgiften betyder i store træk, at dieseldrevne lastbiler over 12 tons skal betale en ekstra afgift på mellem 1,2 og 1,3 kroner per kørte kilometer.
- Det rammer helt skævt. Vi kører maksimalt 30.000 kilometer om året. Dem skal vi betale afgift af. Men når vi holder stille og bruger omkring 35 liter diesel på at suge og spule, så betaler vi ingen afgift. Det er ikke retfærdigt, siger Verner H. Kristiansen.
- Uretfærdigt
Indehaveren af Kloakdoktoren ved godt, at han slipper billigere end andre lastbilejere. Mens hans slamsuger kører mellem 20.000 og 30.000 kilometer om året, så har han kolleger i transportbranchen, som kører over 100.000 kilometer årligt.
- Det går ikke hårdest ud over mig med den nye afgift, men det generer mig alligevel, at den rammer uretfærdigt. Det er ikke fair, hvis man vil lade forureneren betale, siger Verner H. Kristiansen.
Fakta:
Kilometerafgiften gælder for dieseldrevne lastbiler over 12 tons fra 1. januar 2025
Fra den 1. januar 2027 gælder afgiften for alle lastbiler over 3,5 tons
Afgiften vil i 2030 gennemsnitligt udgøre 1,2 kroner pr. kilometer
Afgiften vil ifølge regeringens beregninger reducere CO2-udledningen med 0,3 ton i 2025 og 0,4 ton i 2030
Kilde: Lastbil Magasinet
Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som står bag aftalen. Ideen er, at afgiften skal resultere i flere grønne lastbiler på vejene og samtidig sikre, at branchen arbejder effektivt og får fragtet mest muligt gods med den enkelte lastbil.
- Det ændrer ikke på uretfærdigheden i afgiften. Jeg synes, at man skulle lægge afgiften på diesel. Så bliver det dem, som udleder mest, som også betaler mest, siger Verner H. Kristiansen fra Kloakdoktoren.