Kim Larsen hyldet ved gudstjeneste
Konfirmanderne ved Hobro Kirke stod søndag eftermiddag for en særlig musikgudstjeneste - til ære for afdøde Kim Larsen.
”Danmarks nationalskjald,” Kim Larsen, der døde sidste søndag i en alder af 72 år, blev søndag eftermiddag hyldet ved en helt særlig gudstjeneste i Hobro Kirke.
Det hører til sjældenhederne, at Kim Larsens klassiker ”Langebro” brager ud af højttaleranlægget i en dansk folkekirke. Men det var lige nøjagtig hvad den gjorde søndag eftermiddag i Hobro Kirke. Her havde sognepræsten og dette års konfirmander arrangeret en mindegudstjeneste for nationalskjalden, der døde sidste søndag i en alder af 72 år.
Kim Larsen kan mange ting. Både indenfor og udenfor kirken. Så jeg tænkte 'lad os da prøve at hive Kim Larsen ind'
Tine Gramm Petersen, sognepræst ved Hobro Kirke
- Kim Larsen kan mange ting. Både indenfor og udenfor kirken. Så jeg tænkte ’lad os da prøve at hive Kim Larsen ind,’ siger Tine Gramm Petersen, sognepræst ved Hobro Kirke.
Hun er oprindeligt fra Fyn, hvor Kim Larsen indtil sin død sidste søndag havde bopæl i Odense, og ”fynboens hjerte begyndte at banke” for ham, da Tine Gramm Petersen sidste søndag modtog nyheden om Kim Larsens død.
Derfor var der ikke langt til ideen om en musikgudstjeneste for at mindes nationalskjalden. En musikgudstjeneste, som konfirmanderne ved Hobro Kirke i høj grad stod for at afvikle.
- Han giver en glæde til danskerne. Hans sange giver en eller anden energi og nu, hvor han er gået bort, skal vi sige tak for alt det, han har gjort for os, siger Mathilde Mark, en af dette års konfirmander ved kirken.
Han giver en glæde til danskerne. Hans sange giver en eller anden energi og nu, hvor han er gået bort, skal vi sige tak for alt det, han har gjort for os
Mathilde Mark, konfirmand
Til tonerne af nogle af hans største klassikere, var 150 kirkegængere mødt op for at hylde Kim Larsen. Og selvom koblingen mellem ”gavflabens” musik og folkekirken måske kan synes temmelig langt væk, er det faktisk ikke så langt ude endda, hvis man spørger sognepræsten.
- Her i kirken bruger vi faktisk ofre ”Om lidt ” i forbindelse med bisættelser eller begravelser – det samme med ”Pianomand.” Og vi bruger ofte ”Kvinde min” ved bryllupper, fortæller Tine Gramm Petersen.
Se hele indslaget fra Hobro Kirke i playeren over artiklen.