Hobro og Skagen med i konkurrence om at have den smukkeste havn
Havneområderne i Hobro og Skagen er blandt de 15 danske havneområder, som foreningen Historiske Huse har udvalgt til en afstemning om "Danmarks Smukkeste Havneområde".
Selvom ordet smuk måske ikke er det første, de fleste tænker, når de ser billeder af Hobro Havn, så er det ikke desto mindre lige netop hvad havnen, sammen med Skagen havn, er nomineret til at være Danmarks smukkeste. For i Hobro smelter fortiden sammen med nutiden, og det er ikke tilfældet ret mange andre steder.
Et ekspertpanel har udvalgt kandidaterne, hvorefter alle har mulighed frem til at stemme på deres favorit på hjemmesiden historiskehuse.dk . Der er ikke nødvendigvis tale om skønheder i klassisk forstand, fordi havnene først og fremmest har skullet tjene et formål og være funktionelle. Det har til gengæld skabt en rig kulturhistorie, som kan mærkes på havnen.
Stor betydning for byens historie
Storhedstiden for Hobro for længst er ovre, men den har haft stor betydning for byens udvikling, og der stadig spor efter den aktive havn, fortæller museumsinspektør Lykke Olsen fra Nordjyske Museer.
- Der er bevaret en rigtig fin helhed. Man har jo jernbanesporet stadigvæk. Man har nogle rigtig fine pakhuse fra mellemkrigstiden og starten af 1900-tallet. Man har bevaret gasværk, Skibsværft, teglværk som stadig er i funktion. Så du har faktisk en rigtig fin fortælling, lyder det fra museumsinspektøren.
Og det er en af grundene til, at Hobro Havn sammen med 14 andre havne er blevet nomineret til at være Danmarks smukkeste af foreningen Historiske Huse.
Historiske Huses beskrivelse af Hobro Havn
De første havneanlæg ved Hobro blev etableret i 1834 i form af bolværker og en skibsbro på sydsiden af Mariager Fjord, lidt øst for byen. I 1840 blev der opført en toldbod på havnepladsen i forbindelse med, at Hobro overtog tolddistriktet sammen med Mariager. I 1849 blev der grundlagt et træskibsværft. Mens nordkajen stadig anløbes af fragtskibe huser sydkajens gamle pakhuse i dag cafeer, teater, museer og gallerier. Hobro har med succes fået integreret de nye rekreative områder med en fungerende erhvervshavn.
Historiske Huses beskrivelse af Skagen Havn
Skagen Havn er anlagt 1907 og fungerer i dag som et levende kulturmiljø. Man kan stadig se historiske bygninger i funktion og der er liv på havnen. Blandt de vigtigste bevaringsværdige bygninger kan nævnes Skagen Ny Isværk fra 1917, Karstensens Skibsværft fra 1908, Andreas Jensens maskinfabrik fra 1904 og selvfølgelig Fiskepakhusene fra 1907 tegnet af Thorvald BIndesbøll.
Havn uden beboelse
Hobro er en af de få byer i Danmark, hvor havnearealerne ikke er blevet fyldt op med beboelseskvarterer, fortæller Johan Hage, der udviklingschef i Historiske Huse.
- Det, der sker mange steder, er at man bygger tæt og man bygger massivt. og man bygger tæt til kajkant, og man fjerne alle de her mellemrum og historiske spor. Det er ikke attraktivt at opleve, men langstrakt og oplevelsesfattigt, og det sker rigtig mange steder i hele landet, siger han.
En sejr vil kunne få stor betydning for Hobro, lyder det fra museumsinspektøren.
- Det vil gøre borgerne stolte, forhåbentlig. Og måske gøre nogle, der ikke ved det, opmærksomme på, at det faktisk er en ret fin perle, siger Lykke Olsen.
Ekspertpanelet
- Henrik Harnow, direktør for Odense Bys Museer
- Rene S. Christensen, forsknings- og samlingschef hos Danmarks Jernbanemuseum
- Mette Guldberg, leder af Ribe Byhistoriske Arkiv og tidligere museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet
- Caspar Jørgensen, specialkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen og ekspert i industri- og kulturarv
- Signe Hommelhoff, arkitekt og bestyrelsesmedlem i Bevaringsværdige Bygninger
15 havneområder med i konkurrencen
Sjælland, Lolland og Bornholm
- Allinge Havn
- Bandholm Havn
- Dragør Havn
- Københavns indre havn med Flådens Leje
- Nakskov Havn
- Næstved Havn (Funkishavnen)
Fyn og øer
- Marstal Havn
- Odense Havn (østre del)
- Rudkøbing Havn
- Svendborg Havn
Jylland
- Esbjerg Havn
- Hobro Havn
- Ribe Åhavn
- Skagen Havn
- Aarhus Havn (bassin 3)
Du gå direkte til afstemnings-siden i dette link