Nu skal færgepersonale tjekke alle håndbremser ombord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Sådan så det ud tirsdag morgen, hvor en lastbil var trillet i Limfjorden.
Efter en lastbil bragede igennem broklap og forsvandt ned i Limfjorden, fordi chaufføren havde glemt at trække håndbremsen, så skal alle håndbremser nu tjekkes inden overfart.
Der er nu ekstra fokus på at blive på færgen, når man sejler mellem Hvalpsund og Sundsøre.
Det sker efter, det, der tirsdag morgen skulle have været en stille og rolig tur med færgen "Mary", endte med at blive en dramatisk begivenhed. En lastbil begyndte pludselig at trille for til sidst at brage igennem broklappen og forsvinde i Limfjorden.
Lastbilchaufføren havde glemt at trække håndbremsen og havde forladt lastvognen for at drikke morgenkaffen med overfartslederen på færgen.
Nu får det konsekvenser for den daglige drift på overfarten.
- Husk lige håndbremsen
For Søfartsstyrelsen har overfor færgeselskabet meddelt, at man ønsker en handlingsplan for, hvordan færgeselskabet vil sikre, at der ikke igen er et køretøj, der triller ud over rampen og ender i vandet.
Den melding betyder, at personalet i forbindelse med overfarten skal rundt og sikre sig, at alle køretøjer ombord har trukket håndbremsen, før man kan stikke til søs.
- Vi siger til alle chauffører ombord, at de skal huske at trække håndbremsen, ligesom vi sætter skilte op, hvor der står, at man skal huske håndbremsen. Derudover har vi også skrevet informationen på facebook, siger drift- og anlægschef i Vesthimmerlands Kommune, Kent Vestergård.
Hvalpsund-Sundsøre Færgefart i/s er ejet af Vesthimmerlands og Skive kommuner, og det er Vesthimmerlands Kommune, der står for administrationen af færgen Mary.
Rapport på vej
Søfartsstyrelsen arbejder nu på en rapport om uheldet tirsdag på overfarten for at finde ud af, hvad der skete, og hvordan det kunne lade sig gøre for lastbil og anhænger at havne i Limfjorden.
Kent Vestergård tilføjer, at foranstaltningerne med at tjekke håndbremser således er midlertidige - afhængig af, hvad rapporten når frem til.
Mary har skadet broklap
Færgen Mary har siden 2006 fragtet folk på den blot ti minutter lange sejlads mellem Vesthimmerland og Salling, men færgen er siden tirsdag sat ud fra drift på grund af uheldet.
Mary fik beskadiget sin broklap, der blev rykket skæv og fik skader i hydraulikken.
Hvalpsund-Sundsøre Færgefart har lejet færgen Sleipner hos naboselskabet Fursund Færgeri til at klare færgedriften, indtil selskabets egen færge, Mary, er klar igen.
Men Sleipner kom ikke som planlagt i gang onsdag morgen. For kort før middag meddelte Søfartsstyrelsen, at det krævede en redegørelse fra færgeselskabet, før den lejede færge kunne sættes ind.
Derfor blev det først onsdag sidst på eftermiddagen, at der igen var sejlads mellem Hvalpsund-Sundsøre.
Lastbil er fisket op
Efter et lille døgns tid i Limfjorden - med stor bevågenhed fra presse og folk i området - og ikke mindst efter stort arbejde fra beredskab og redningsmandskab, blev den forliste lastbil løftet på land.
- Det er jo ikke hver dag, vi har en bil, der falder i havnen, så det er lidt uheldigt, vil jeg sige, lød det tirsdag fra Benny Nielsen, der er vognmand hos vognmandsfirmaet Fredsø, til TV2 Nord.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med uheldet. Det er endnu uvist, hvor ansvaret for uheldet tirsdag placeres, ligesom det heller ikke står klart, hvornår færgen Mary kan indsættes på ruten igen.
Sådan så det ud, da lastbilen blev fisket op: