Lastbil trillede af færge: Er nu klar til at bjærges på land
Efter mange timer i Limfjorden er lastbilen, der tidligt i morges rullede af Hvalpsund-Sundsøre-færgen, er man nu klar til at bjærge lastbilen op på land med en kran.
Klokken 22.15 vil man gøre det første forsøg på at bjærge lastbilen, der tidligt tirsdag morgen trillede af færgen og ned i Limfjorden.
Dykkerne er i vandet for at skære containeren med affald fri, da man vil dele løftet af lastbilen op i to omgange.
- Vi er spændte på at se, hvor meget vand der er i containerne, men det må vi tage stille og roligt og lade vandet løbe ud, siger Kristian Knudsen, som er regionschef hos BMS, der står for at bjærge lastbilen op på land igen.
Vægten på lastbilens anhænger skal ses an, før man laver et løft af den. Det skal nemlig vurderes, om den skal trækkes tættere på land, før man vælger at løfte den også.
Kristian Knudsen var nervøs for, om man kunne trække den tæt nok på land, men det viste sig ikke at være et problem.
- Det, der foregår nu, er vi forholdsvis trygge ved, der bør ikke være problemer i det overhovdet, siger han.
Kristian Knudsen forventer, at der går yderligere fire til fem timer, før hele lastbilen er bjærget i land.
Ikke uden udfordringer at bjærge lastbil
I forbindelse med bjærgningen af lastbilen stødte man også på udfordringer. Lastbilen havde blandt andet ligget bag en skrænt i vandet, og man var nødt til at sende en dykker i vandet for at se, at alting var, som det skulle være.
- Vi har trukket den langs sejlrenden, så det kunne undgås, at den kæntrede, men vi har holdt os rimelig lige på den, og de sidste 50 meter har vi taget i fulde træk, sagde Jesper Vittrup Hansen, havariagent hos Falck.
Lastbil trillede af færge, mens chaufføren drak kaffe ombord
Hvad der skulle have været en stille og rolig tur tirsdag morgen med Hvalpsund-Sundsøre-færigen "Mary", endte med at blive en dramatisk begivenhed for en lastbilchauffør og de øvrige passagerer ombord.
Da færgen omkring klokken 06.30 nærmede sig Hvalpsund og tog farten af, begyndte lastbilen at trille. I færgens højre side bragede lastbil og anhænger igennem broklappen og forsvandt ned i Limfjorden.
Lastbilchaufføren var ikke i førerhuset, da det store køretøj trillede i vandet, han sad og drak en kop morgenkaffe ombord med overfartsleder Flemming Thomasen.
Han fortæller til TV2 Nord, at chaufføren havde glemt at trække håndbremsen, og at det var årsagen til, at lastbil og anhænger røg i vandet.
Vil undgå forurening
Nordjyllands Beredskab lagde i løbet af tirsdag formiddag flydespærring omkring lastbilen.
- Vores vigtigste opgave lige nu er at sikre, at et eventuelt olieudslip fra lastbilen ikke breder sig. Så vi forsøger at holde et eventuelt udslip inde i havneområdet, sagde indsatsleder Palle Olesen fra Nordjyllands Beredskab.