Gylle på afveje bremset få meter fra vandløb
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Ved at bygge volde og grave et reservoir lykkedes det lørdag formiddag at forhindre en større forurening.
Der blev tænkt og handlet hurtigt, da Nordjyllands Beredskab lørdag formiddag klokken 9.40 blev kaldt ud til et større gylleudslip ved en gård på Lundgårdsvej.
En pumpestation, der pumper gylle over i en gylletank havde nemlig pumpet alt for meget, så gylletanken løb over sine bredder og gyllen løb ud på jorden.
- Vi ved ikke hvor længe pumpen har stået og kørt, så vi kan ikke rigtig sige noget om, hvor store mængder der er løbet ud, men der var en del, fortæller Caspar Weisberg, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
En del af gyllen løb ud på Lundgårdsvej, hvor den satte kurs mod den nærliggende Lundgård Bæk. Så langt nåede den heldigvis ikke, og det kan både planter og dyreliv i bækken prise sig lykkelige for.
- Der skete ingen vandmiljøforurening. Heldigvis. Vi fik stoppet gyllen kort før det løb i bækken ved at grave et reservoir ud, som den kunne løbe i, samtidig med, vi fik lavet volde, der forhindrede gyllen i at løbe i bækken, fortæller indsatslederen, der havde 10 kolleger med på indsatsen, der varede et par timer.
Beredskabet kom både fra Arden og Hobro, men det var udstyr fra gården selv, der var vigtigst ved indsatsen.
- Vi gravede reservoiret og lavede voldene sammen med landmanden, der kom med en rendegraver, og så var vores opgave efterfølgende at få suget det hele op igen, fortæller Caspar Weisberg, der efter at have skyllet vejen ren for gylle, oerlod landmanden med det øvrige oprydningsarbejde.