Forurenings forskrækkelse uden for Hobro
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Arkiv
En slamsuger væltede her til middag på en grusvej lidt uden for Hobro og tømte sit indhold ud på en omkringliggende mark.
Hvis det har lugtet lidt mærkeligt uden for Hobro i dag, er det ikke så mærkeligt. Omkring middagstid væltede en slamsuger i nærheden af Bådelauget Høllet på adressen Under Skoven 9.
De første meldinger gik på, at det var en gyllevogn, der var væltet. Indsatsleder ved Mariagerfjord Kommune, Casper Weisberg, kunne dog ånde lettet op, da det stod klart, at det var en slamsuger, der var kørt galt.
- Da vi hørte, at det var en gyllevogn, var vi selvfølgelig klar til at rulle hele miljøindsatsen ud. Men det kommer ikke til at få nogle miljømæssige konsekvenser, når det er en slamsuger, der er væltet, siger han.
Slamsugeren kom kørende ad en grusvej, der var blevet ustabil på grund af flere dages regn, hvorfor køretøjet gled ud i en grøft og væltede. Det medførte, at indholdet af slamsugerens septiktank løb ud på en mark ved siden af vejen.
Føreren af slamsugeren kom umiddelbart ikke til skade ved uheldet, men er blevet sendt til tjek på skadestuen. Bjergningen af slamsugeren og oprydningen på marken er nu gået i gang, ligesom en miljøvagt fra Mariagerfjord Kommune er sendt til stedet for at besigtige området.