Flemming har en amerikansk politibil fra 1951: - Det larmer ad helvede til
Foto: Jonathan Kjær Troelsen / TV2 Nord
Flemming Hansen har rustet sit tag helt bevidst.
Amerikanerbilerne kommer til at stå på rad og række den kommende uge i Øster Hurup.
Flemming Hansen har taget sin amerikanerbil - en Chevrolet fra 1951 - med til biltræf i Øster Hurup.
- Den har kørt som politibil i staterne i tidernes morgen, siger han.
Politibilen blev Flemming Hansens for ti år siden.
- Han, der havde den før, lavede den om til en ganske almindelig bil, men så har vi lavet den tilbage til en politibil.
Udover politibilen ejer bil-entusiasten også fire andre amerikanerbiler. Derudover er han med i US Car Club Hjørring og har været med til biltræffet i Øster Hurup i flere år.
- Det er det sociale samvær, hyggen og så de gamle biler også. Det er hyggeligt, siger Flemming Hansen.
Den larmer ad helvede til for at sige det rent ud.
Flemming Hansen
Unge og gamle
I løbet af ugen er der både arrangeret live-musik, konkurrencer og andre aktiviteter, såsom drive in-bar, kanosejlads eller burn-out-show, hvor hestekræfterne kommer i spil.
Palle Pallesen har været en del af biltræffet i Fruerlundparken siden den første udgave, som var i 2009.
- Det fede er, at vi holder en uge herude, hvor vi giver den fuld gas. Det er en camp for unge og gamle, siger han.
Palle Pallesen er også formand for US Car Club Hjørring, og er selv ejermand af syv amerikanerbiler.
- Den her har en meget speciel front. Hvis man kigger, ligner det en hval. Den er kun lavet i den årgang og har en motor på 7,4 liter. Så det er også en halvstor motor. Det er en flydende sofa at køre rundt i, siger Palle Pallesen om den ene af de tre biler, han har med til træffet.
Ingen politibil uden sirene
Flemming Hansen har ikke synderlig meget vedligeholdelse at gøre med sin gamle politibil. Derimod var det nærmere arbejdet for at få den lavet til en politibil, der var størst.
- Vi har faktisk malet den tre gange for at få det her look. Den her var helt ny, men den skal også se gammel ud.
Så I har rustet den med vilje?
- Med vilje. Man køber simpelthen rust på dåse
Og som enhver anden politibil har den naturligvis også en sirene.
- Det larmer ad helvede til for at sige det rent ud, siger Flemming Hansen, inden sirenen overdøver området.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder:
1300 amerikanerbiler
US Car Camp er i gang hele ugen, og på søndag forlader amerikanerbilerne igen lejren. På førstedagen er der kommet godt 500 biler.
Og med det halvdårlige vejr på førstedagen er det et antal, som medfører tilfredshed hos arrangørerne. Dog er håbet, at der, inden ugen er omme, vil være mange flere.
- Jeg har skudt på 1300. Jeg har et væddemål i gang, så det satser vi kraftigt på, siger Peter Fog.
For de interesserede er det muligt at se alle amerikanerbiler indtil søndag formiddag.