Ambu-revyen trodser corona og fejrer 100 år
En smagsprøve på det, der i år kan opleves i Ambu-revyen.
Selvom årets Ambu-fest i Hobro er aflyst, så holder Ambu-revyen sig ikke tilbage på året, hvor de kan fejre 100-års jubilæum.
Der var både højt humør og højt niveau fredag aften på Hobro Theater, da dette års Ambu-revy havde premiere.
For selvom årets Ambu-fest i Hobro er aflyst, så fortsætter Ambu-revyen ufortrødent. Revyen har nemlig 100-års jubilæum i år, og det skal fejres med en særlig jubilæumsrevy, der byder på gensyn med nogle af de største hits og bedste skuespillere gennem tiderne.
Én af de skuespillere, der er med i årets revy efter flere års fravær er Niels Andreassen.
- Det er jo fantastisk, det er rigtig, rigtig sjovt. Jeg har haft en pause i nogle år, hvor jeg slet ikke har tænkt på revy, men da Ambu-dagene så skulle have 100-års jubilæum, så lå det lige til højrebenet, at nogle af de gamle koryfæer skulle på scenen igen, siger Niels Andreassen, der også var med i en Ambu-forestilling tilbage i 1983.
Ambu-revyen vises seks gange, og alle seks Ambu-forestillinger er i år udsolgt.
- Det er fantastisk. Når man nu tænker på, at Ambu-dagene har været aflyst på grund af corona, så er det jo fantastisk, at vi kan have en revy med den her opbakning, siger Niels Andreassen.
Ambu-revyen spillede fredag og igen lørdag, søndag, onsdag, torsdag og fredag.