Nordjysk ø skriver Danmarkshistorie: Nu har sidste beboer på Læsø fået sit 2. vaccinestik
Sådan så det ud, da de sidste beboere på Læsø torsdag modtog deres 2. vaccinestik mod coronavirus.
89 procent af borgerne over 16 år har taget imod coronavaccinen - og det betyder, at Læsø som den første kommune i landet har opnået flokimmunitet.
På Læsø blev der torsdag skrevet Danmarkshistorie.
Ved 16.30-tiden fik den sidste borger på øen, som har valgt at tage imod en coronavaccine, sit 2. vaccinestik - og dermed er Læsø den første kommune i Danmark, hvor vaccineindsatsen nu er afsluttet.
På øen har 89 procent af borgerne over 16 år taget imod vaccinen - og det betyder, at Læsø som den første kommune i landet har opnået flokimmunitet.
Alene i dag blev 149 øboere vaccineret.
Læsø er godt rustet, i og med at så mange er vaccineret i modsætning til resten af landet.
Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet
En glædens dag for både øens beboere - og borgmester.
- Selvfølgelig så jeg gerne, at endnu flere havde taget imod. Men jeg er også godt tilfreds nu, og vi må respektere, at nogle siger nej tak. Jeg håber dog, vi kommer lidt højere op, lyder det fra Karsten Nielsen (V).
På Kattegatøen er de knap 1.800 borgere sluppet nådigt gennem pandemien med blot 20 coronatilfælde og ingen dødsfald hos personer smittet med coronavirus.
Samtidig kan timingen for øen, der i høj grad lever af turisme, nærmest ikke være bedre med sommer og turistsæson lige rundt om hjørnet, understreger borgmesteren.
FLOKIMMUNITET
- Flokimmunitet er en form for indirekte beskyttelse mod infektionssygdomme som opstår, når en så stor andel af en population er blevet immune mod smitte med en infektiøs sygdom, at smitten ikke kan bæres videre til den mindre del af befolkningen, som ikke er immune.
- Den immune del af populationen kan have opnået immuniteten enten ved tidligere at have haft infektionen eller gennem vaccination.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Professor: Læsø er godt rustet
Vaccinetilslutningen er rigtig fin, vurderer Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi ved Københavns Universitet.
- Man skal ikke regne med meget højere tal. De fleste der bor på øen, vil være blevet tilbudt en vaccine, og der kan være meget gode grunde til den del, der har takket nej.
På øen, som har landet højeste gennemsnitsalder, har der været en tilslutning på næsten 100 procent blandt de ældste.
- Lige på det punkt en fordel, at der ikke er flere børn. Læsø er godt rustet, i og med at så mange er vaccineret i modsætning til resten af landet.
Vaccinentilslutningen ligger også inden for rammen ifølge Sundhedsstyrelsen.
De vurderer tallet for flokimmunitet til at ligge på omkring 78 procent vaccinerede - inklusive børn - med et spænd fra 60 - 84 procent alt efter hvilke virusvarianter, der florerer.