Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Landets mindste kommune skrumper: Nu er der under 1800 indbyggere på Læsø

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Få fødsler og mange dødsfald betyder at der nu er under 1800 indbyggere på Læsø.

Landets mindste kommune er ved starten på det nye årti hjem for under 1800 indbyggere. Det viser Læsø Kommunes årlige statusrapport fra Tilflytterservice, der er en afdeling under VisitLæsø, som aktivt arbejder på at tiltrække nye beboere til øen.

Rapporten viser således, at der ved udgangen af december 2019 var blot 1793 indbyggere på Læsø mod 1804 ved udgangen af 2018.

Flere tilflyttere

Tallene dækker dog over flere historier:

Samlet set er der en tilbagegang i indbyggertallet, men det er antallet af dødsfald i 2019 kontra antallet af fødsler, der får det samlede resultat til at ende i denne grøft.

Der var nemlig hele 30 dødsfald mod kun 8 fødsler - altså en difference på 22 personer i den "gale" retning.

Omvendt gemmer tallene over til- og fraflytning på øen over en positiv historie. Der var nemlig 120 personer, der flyttede til øen udefra mens kun 109 flyttede fra øen. En difference på 11 personer til den gode side som desværre ikke er nok til at bibeholde sorte tal på bundlinjen i det store personregnskab på Læsø.

Med hatten i hånden

Det er således bestemt ikke let at være landets mindste kommune og de massive udfordringer med at få budgetterne til at hænge sammen, bliver ikke mindre.

Således var borgmester Karsten Nielsen (DF) sammen med to kolleger fra kommunalbestyrelsen i december til møde hos indenrigsminister Astrid Krag med ønske om at få et økonomisk tilskud på 10 millioner kroner med hjem så Læsøs budget for 2020 kunne vedtages inden for lovens rammer. Det ønske fik delegationen ikke indfriet. De blev istedet tilbudt at låne de 10 millioner kroner - et tilbud, de takkede ja til.

- Vi kom efter nogle penge, men det er ikke penge, vi har i tasken nu. Vi har fået en låneramme på 10 millioner kroner, som vi kan konvertere til drift, fortalte Karsten Nielsen efter mødet med indenrigsministeren.

Overblik: Derfor er Læsøs økonomi en evig kamp

  1. Læsøs demografi kendetegnes ved: 1. Danmarks suverænt ældste befolkning - højeste gennemsnitsalder på 53,6 år - ca. 50% af befolkningen er over 60 år. På landsplan er det ca. 25%
  2. Læsø er blandt de 3 kommuner, der har Danmarks absolut laveste gennemsnitsindkomst pr. indbygger. Borgerne er blandt Danmarks fattigste, og de er socialt- samt sundhedsmæssigt relativt dårligt stillede
  3. et af landets hurtigst voksende antal udgiftskrævende ældre over 80 år
  4. et hastigt faldende antal erhvervsaktive (faldet er på ca. 20% over de seneste 7 år)
  5. antallet af børn under 16 år stiger svagt (udgifter til daginstitution og skole falder ikke.)
  6. Læsøs 1.800 borgere er ca. det halve af den næstmindste kommune, hvorfor en enkelt dyr personsag rammer budgettet forholdsmæssigt hårdere.
  7. Læsø har service- og infrastrukturudgifter til ca.19.000 samtidige sommerhusbeboere. Befolkningen er under 1/10 af sommerhusbeboerne og øen bærer byrden i over 1/10 af året. Infrastrukturen er mere end dobbelt så stor, som hvad Læsøs faste befolkning anvender.
  8. Læsø Kommune har Danmarks klart dårligste forsørgerbrøk = 104 i 2019 og stiger til ca. 123 i 2029 (VIVE´s fremskrivning

 

Kilde: Læsø Kommmune


Grå morgen med risiko for tågebanker - kør efter forholdene

Tendensen med gråt vejr fortsætter.

Det er - igen fristes man til at sige - en grå og kedelig morgen, som nordjyderne står op til. Temperaturerne ligger lige over frysepunktet, og det betyder, at man ikke kan udelukke, at der ligger rim på en bilrude, eller et sted der ikke er blevet saltet - kør derfor efter forholdene.

Det er heller ikke den eneste grund til, at der er brug for at være forsigtig i trafikken. Der er nemlig også risiko for tågebanker og tæt tåge i perioder.

Det har været endnu en grå uge i december, og det tegner til, at tendensen med, at der ikke er mange soltimer over Danmark fortsætter.

Frem til 8. december havde Danmark kun fået 3,7 timers solskin - til sammenligning får vi i gennemsnit 43 timers sol i december.

Men hvis solen titter frem i dag, er chancerne faktisk blandt andre steder størst i Nordjylland.

Spørg Solvej Vindblæs om vejret

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Afgift truer havn: Henrik overvejer at omgå reglerne i Sverige

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Fiskeskipper overvejer at tanke og handle med svenskerne, når ny CO2-afgift på fiskeriet indfases til nytår.

Fra nytår bliver det dyrere for fiskerne at tage på arbejde. En ny CO2-afgift betyder nemlig, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner.

Og det kan få fatale konsekvenser for fiskerne i Strandby. Fiskeriforeningen anslår nemlig, at 45 procent af de mellemstore fartøjer vil være u-lønsomme på grund af afgiften. Og det er netop den type fartøjer, man finder i Strandby.

- Det er ret bekymrende, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for fiskeriforeningen i Strandby og tilføjer:

- På et eller andet tidspunkt, kan man ikke overleve som havn, hvis halvdelen af fartøjerne forsvinder.

Vil tanke billigere i Sverige

En af fiskerne i byen har en alternativ løsning på det problem, som afgiften giver. Han har ingen planer om at give op endnu.

- Vi fisker en del i nærheden af Sverige, og det kunne være, at det blev sådan, at vi fylder diesel på i Sverige. Og at vi kunne sætte fiskene på auktion derovre - og måske får vi så også lavet noget håndværksmæssigt deroppe, lyder det fra Henrik Larsen, fiskeskipper på kutteren Stjerne i Strandby.

Han er helt med på, at fiskeriet skal omstille sig for at sikre den grønne omstilling, men han er ikke enig i den måde, det foregår på.

- Det er da et psykisk pres, at vi ikke aner, hvor vi står henne. Det er en underlig situation at stå i.

Hvad håber du, der når at ske, inden afgiften indfases?

- Jeg håber, de giver os noget mere tid til at få handelsaftaler på plads og mulighed for at nå at tale med banken og sådan. For det er jo en pludselig, stor ekstraudgift, der kommer, siger Henrik Larsen.

Der findes ikke grønne løsninger endnu

Claus Hjørne Pedersen er ikke sur på sin kollega over, at han overvejer at tanke og handle med svenskerne. For han forstår, at man må gøre, hvad der er nødvendigt, for at forretningen kører rundt. Han har da også selv overvejet muligheden for hans kutter.

Men det er ikke kun afgiften i sig selv, der er et problem, påpeger han.

- Worst case er, at vores flåde halveres, og det kan samfundet ikke overleve. Vi bliver nødt til at få udskudt afgiften og vi skal have et alternativ til diesel først. For som det er nu, har erhvervet ikke økonomien til at omstille sig, når der engang kommer grønne alternativer.

Men kan man ikke bare sætte prisen på fisk op, når jeres omkostninger stiger?

- Nej. Det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen på fisk. Så selvom vi skal have flere penge per kilo fisk for at få det til at løbe rundt, er det ikke noget, vi bare lige kan få, forklarer Claus Hjørne Pedersen.

Meningen med afgiften er at få fiskerne over på mere grønne brændstoffer. Problemet er bare, at som det er nu, findes der ikke alternativer til dieselkuttere.

Nogle havne frygter desuden, at afgiften vil få udenlandske fiskere til at undgå at tanke i danske havne.


Har skreget på læger i årevis - nu er hjælp på vej til kriseramte kommuner

Sundhedsminister Sophie Løhde fortæller her om hovedindholdet af den nye aftale.

Der er flere læger på vej til Nordjylland, men det er ikke alle nordjyder, der får gavn af den nye aftale.

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

I Region Nordjylland betyder det, at seks kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Disse kommuner får flere læger

Kommunerne er:

  • Brønderslev

  • Frederikshavn

  • Hjørring

  • Læsø

  • Morsø

  • Thisted

  • Vordingborg

  • Lolland

  • Guldborgsund

  • Kalundborg

  • Odsherred

  • Lejre

  • Holbæk

  • Næstved

  • Ringsted

  • Sorø

  • Slagelse

Suveræn dårligst dækning

Konkret betyder aftalen, at der det første halve år i 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst, fortæller sundhedsminister Sophie Løhde (V):

- Og det er især i Region Sjælland og i Region Nordjylland, at vi har den suverænt dårligste lægedækning. Derfor ønsker vi med den her aftale simpelthen at give i de to områder en særstatus.

Indsatsen skal være opsøgende og håndholdt, så regionen kommer i konkret dialog med alle relevante speciallæger i almen medicin. Regionerne skal have et særligt fokus på, at nye speciallæger i almen medicin sikres de bedst mulige vilkår for at indgå i de almenmedicinske tilbud i områderne med lægedækningsudfordringer'.

Udkast fra aftalen

Ministeren vil dog ikke sætte tal på, hvor mange læger, der efter nytår har kurs mod Nordjylland.

- Den nye aftale betyder, at vi giver Region Nordjylland en særstatus ved, at vi allerede her fra 1. januar, som et første skridt i sundhedsreformen, kan sikre, at vi har en særstatus ved, at de kommende praktiserende læger simpelthen bliver målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning, lyder det i stedet.

Et element i aftalen lyder desuden, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Her forklarer ministeren, hvad aftalen konkret betyder for Region Nordjylland.

Glæde over aftale

Aftalen betyder også, at Aalborg Universitet kan uddanne 75 flere læger, som man dermed håber på bliver inden for regionsgrænsen, når de skal i beskæftigelse.

Selvom det ikke er alle nordjyske kommuner, der bliver tilgodeset i aftalen, vækker den alligevel stor begejstring hos regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).

- Det er en rigtig god aftale for Nordjylland, men også for balancen af læger generelt i Danmark. Der har længe været behov for at sikre en struktur, så læger ikke bosætter sig i de store byer, men også der hvor der bor færrest. Det sikrer den her aftale netop, siger han.

Men aftalen gælder jo ikke alle de nordjyske kommuner, der har problemer med lægehjælp. Er det godt nok?

- Det er rigtigt, at der eksempelvis er lægemangel i Jammerbugt Kommune, men med aftalen kan vi også prioritere flere ressourcer til andre kommuner, hvis vi finder det nødvendigt, lyder svaret fra Duedahl.

Læger glæder sig over den nye aftale

Også hos de praktiserende lægers talerør i Nordjylland, PLO, er der jubel over udsigten til et snarligt opgør med lægemanglen i det nordjyske.

PLO-formand Jørgen Skadborg udtaler:

- Vi har fuld forståelse for, at der er indgået en sådan aftale, og vi er enige i, at der er behov for, at der kommer flere praktiserende læger ud de steder, hvor behovet er størst. Det er noget, PLO længe har efterspurgt. En national styring af ydernumre er nødvendig for at sikre, at de værst stillede områder ikke bliver udkonkurreret af de bedst stillede.

- For at komme i mål bliver det imidlertid afgørende, at regionerne som aftalt yder en særlig og målrettet indsats for at sikre de kommende læger de bedst mulige vilkår for at etablere klinik de steder, hvor manglen er størst.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.